Billede beskrivelse

Jesper bød på muslinger

27. august 2023 kl. 14.58
Opdateret 28. august 2023 kl. 10.18

Jesper Olsen fra Gutterne på Kutterne er ikke alene en skrap fisker, men også en ferm kok. 

Det demonstrerede han lørdag, hvor der var Kutterfestival på Thorup Strand. Her serverede Jesper Olsen moules frites – muslingesuppe med hvidvin og fløde.

- Det er godt nok ikke lige en lokal egnsret, men det smager tossegodt, erklærede fiskeren, mens han langede tallerkner med de lækre skaldyr over disken.

Kutterfestivalen samlede adskillige hundrede strandgæster, som smagte på alle de gode sager fra havet. Hovedsageligt fisk fra kystfiskeriet ved Jammerbugten, men der var også boder med andre lokalt producerede fødevarer.

De lokale virksomheder Thorupstrand Fiskehus, Thorupstrand Røgeri og Hawkiosken bød naturligvis også på fiskeretter – både til at spise på stedet og med hjem. På den fine sensommerdag kunne de også notere stor afsætning af både kølig hvidvin og læskende fadøl.

Billede beskrivelse

Verdens mest lækre fisk

Der var også mulighed for at røre ved dagens fangst. Hvis man ikke selv turde sætte fingrene i fisken, stod Anna Bang Kristensen klar med en hjælpende hånd. Hun er opvokset i Thorup Strand, og sin unge alder til trods satte hun sikkert fingrene i hovedet på en havtaske, der nok har udseendet imod sig, men er værdsat af mesterkokkene, der betegner den som verdens mest lækre spisefisk.

Dagens mest eksotiske fiskeindslag kom fra Hjemmeværnsdistrikt Aggersund, der fremviste feltrationerne, som blandt andet byder på tun i chili.

Kutterfestivalen i Thorup Strand er en del af Visit Nordvestkystens sensommerturne Hook & Cook, hvor de frem til den 9. september sætter fokus på det lokale fiskeri fra Hirtshals i nord til Thorsminde i syd.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste