Jammerbugt FC på vej mod kampform
Ny sejr i træningskamp mod Silkeborg KFUM
JETSMARK: Jammerbugt FC er godt på vej til at ramme formen inde de første turneringskampe i 2. division i 2019.
Fredag 22. februar gjaldt det en testkamp mod danmarksserieholdet Silkeborg KFUM, og den blev spillet på kunstgræsset på anlægget i Vraa.
Fra kampens start sad Jammerbugt FC på spillet og skulle forsøge at presse og åbne silkeborgenserne, der enkelte gange forsøgte at stikke afsted i et kontraangreb. Men det var Jammerbugt FC, der styrede begivenhederne og spillede sig frem til at par chancer i kampens indledende fase.
Omkring den halve time kom det første mål, da Sonny Jakobsen og Sead Gavranovic kombinerede sig flot igen med en hurtig kombination på kanten af modstandernes felt. Sidstnævnte blev nedlagt og dommerens fløjtede straffespark.
Det tog dagens fødselar og holdets kaptajn, Christian Rye, sig af og scorede sikkert, da målmanden gik til den ene side, og han sendte bolden til den anden. Jammerbugt FC var planmæssigt foran 1-0.
Stillingen holdt til pause, men kort inde i 2. halvleg, hvor Jammerbugt FC havde skiftet en hel del ud, lå bolden igen i nettet. Denne gang var det to at de friske indskiftere, der stod bag scoringen. Forarbejdet stod Max Møller for, mens Morten U. Thomsen gjorde arbejdet færdigt tæt under mål, og de 2-0 blev kampens resultat.