Billede beskrivelse

Jammerbugt FC får esportshold

Jetsmark IF og den lokale esportsklub går sammen med et hold under Jammerbugt FC-fanerne

07. marts 2020 kl. 07.15

PANDRUP: Den 9. marts bliver første træningsdag i det nye samarbejde mellem den lokale esports-klub og fodboldklubben JIF, der begge har hjemme hos Jetsmark Idrætscenter.

Det skriver parterne i en pressemeddelelse.

Med esports-klubbens faciliteter og hardware i kælderen i Jetsmark Idrætscenter og fodboldklubbens licens i DBU var samarbejdet åbenlyst og en fordel for begge parter. Sådan lyder det fra den daglige leder.

- Vi er rigtigt glade for samarbejdet med Jetsmark Idrætsforening, for det betyder, at vi får endnu en superspændende konkurrenceaktivitet i vore esportsklub, fortæller Martin Højen Grøn fra esports-klubben i Pandrup, som er organiseret under den lokale firmaidræt.

- Vi har i forvejen et godt setup med undervisning og hyggespil i forskellige skydespil samt andre gaming-aktiviteter. Så tiltaget med efodbold giver kun yderligere spilmuligheder for vores nuværende omkring 50 medlemmer, hvor der nok skal være nogle medlemmer, som også vil deltage i den nye efodbold-spilform, tilføjer han.

Med efodboldens indtog i det lokale esports-miljø udnyttes klublokalet blot endnu bedre, hvor mandag eftermiddag bliver træningstidspunktet. Efodboldklubben, som kommer til at deltage i DBU-turneringen under Jammerbugt FC-navnet, er foreløbig tilmeldt i en række for spillere mellem 8 og 12 år. Der er også to ældre grupper, men dem har klubben foreløbig fravalgt, da søgningen har været størst i den yngste årgang.

- Man kan deltage uden forudgående evner og kompetencer, oplyser initiativtager Anders Esholm Jensen.

- Vi er så heldige at have tilknyttet en af Danmarks bedste FIFA-spillere til klubben i Jacob ”Esser” Esholm, der bliver klubbens overordnede træner, tilføjer han.

Jacob Esholm fra Pandrup er på kontrakt hos Tricked Esport og spiller på Vejle Boldklubs eSuperliga-hold, men har lovet at hjælpe med vejledning og gode råd til klubben spillere.

- Dermed kan klubbens medlemmer lære af en af de bedste spillere indenfor FIFA, og det er vi rigtigt stolte over og glade for, fortæller Anders Jensen videre.

Klubben deltager i den officielle turnering i forårsrunden, som begynder i slutningen af marts. Det betyder, at Jammerbugt FC både skal afvikle sin egen turneringsrunde på hjemmebane, og ligeledes deltage i tre til seks andre stævner i det nordjyske.

Er man ikke allerede tilmeldt i klubben, kan det ske på klubaftner på mandage klokken 16.30 til 18.00.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste