Jammerbugt er den fjerde bedste friluftskommune efter "utrætteligt arbejde fra ildsjælene"
Friluftsrådet giver i deres årlige analyse Jammerbugt Kommune en flot placering helt i top blandt alle 98 kommuner landet over
JAMMERBUGT: Store offentligt tilgængelige naturarealer, gode vandre- og cykelruter og gode handicapforhold er bare nogle af ting, der placerer kommunen blandt de allerbedste.
Friluftsrådet analyserede for første gang de danske kommuners friluftsfaktor for to år siden, og nu er den anden rapport over de enkelte kommuners forudsætninger og indsats i forhold til friluftsliv netop udkommet.
Begge år indtager Jammerbugt Kommune en delt fjerdeplads som friluftskommune ud af landets 98 kommuner.
I den første hovedkategori ”forudsætninger” markerer Jammerbugt Kommune sig blandt andet ved at ligge højt, når det kommer til samlet naturareal med 27.340 hektar og på hvor stor en del af det, der er offentligt tilgængeligt.
Sølvmedalje i formidling
Også i den anden hovedkategori, nemlig indsatsen for at gøre naturarealerne tilgængelige, markerer kommunen sig med en andenplads indenfor antallet af kommunale formidlingsfaciliteter.
Derudover ender de på en 9. plads, når det kommer til rekreative ruter med 1096 kilometer i alt.
Placeringen er både berettiget og velfortjent, mener formand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget, Helle Bak Andreasen. I en pressemeddelelse nævner hun den store indsats fra de mange ildsjæle.
”Vi kan være stolte over vores fine placering, som også skyldes det utrættelige arbejde fra kommunens mange ildsjæle. Vores aktive lokalsamfund har mange steder bidraget med at gøre de smukkeste spots tilgængelige ved at opsætte bålhytter, legepladser og andet," siger hun i pressemeddelelsen.
Senest har folkene bag Ryå Oplevelsesplads skabt gode handicapvenlige forhold der, ligesom kommune har kigget shelters og andet udstyr efter i Limfjordslandet.