Jammerbugt er blandt de bedste
Jammerbugt Kommune er videre i opløbet om at blive Årets Ungdomskommune 2022
Hvert år uddeler DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd prisen ’Årets Ungdomskommune’ til den kommune i Danmark, der gør noget ekstraordinært på ungeområdet. Prisen er en anderkendelse af de kommuner, der går forrest i arbejdet med ungeinddragelse, forbedering af unges livsmuligheder og det gode ungdomsliv.
Derfor har dommerpanelet udvalgt Jammerbugt Kommune til at være en del af de fem kommuner, som er videre i opløbet til prisen som Årets Ungdomskommune 2022.
Dommerpanelet har lagt særligt vægt på, at Jammerbugt Kommune udmærker sig ved at arbejde effektivt for at få flere unge med ind i fællesskaberne og foreningslivet – og det gælder særligt de borgere, der har en minoritetsbaggrund af den ene eller anden slags.
Derfor fortjener Jammerbugten Kommune en placering blandt de fem bedste kommuner.
DUF har siden 2006 uddelt prisen Årets Ungdomskommune.
- Der har været rigtig gode indstillinger til Årets Ungdomskommune i år. Det bekræfter os i, at kommunerne gør noget rigtigt i at inddrage ungdommen. Du kan sagtens have en holdning til og få indflydelse på kommunens udvikling, selvom du ikke har stemmeret. De fem kommuner, der er gået videre i opløbet om at vinde prisen som Årets Ungdomskommune, har alle et stærkt ungefokus på hver deres måde, skriver Christine Ravn Lund, forkvinde for DUF, i en pressemeddelelse.
Hun er en del af dette års dommerpanel sammen med Maria Bruselius-Jensen, lektor ved Center for Ungdomsforskning, Mille Borgen Mikkelsen, formand for Danske Skoleelever, og Hans Stavnsager (S), borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune, der vandt prisen sidste år.
Både kommuner, foreninger eller enkeltpersoner kan indstille deres kommune til Årets Ungdomskommune. Jammerbugt Kommune er indstillet af Jammerbugt Ungeråd.
14 kommuner er blevet indstillet i år, hvoraf fem er gået videre i opløbet som at blive Årets Ungdomskommune 2022.
I alfabetisk rækkefølge er følgende kommuner gået videre: Billund Kommune, Horsens Kommune, Jammerbugt Kommune, Odsherred Kommune og Thisted Kommune.
Vinderen, andenpladsen og tredjepladsen afsløres i januar 2022.
pd