Jagt på årets have

29. april 2017 kl. 08.44

Selv om foråret har været lidt koldt, har havefolket længe været i gang med at gøre havens bede klar.

Sarte planter, der siden efteråret har været dækket med blade og gran, er kommet frem i lyset. Blomsterne er på vej, ja en del er allerede sprunget ud, træer og buske får blade - alt grønnes og sådan vil det være de næste måneder.

Det er også nu, man skal se på om ens have, eller måske naboens have eller en bekendts have skal være kandidat til at blive valgt som Årets Have i Haveselskabet, Jammerbugts område, der dækker de gamle Pandrup og Brovst kommuner. Det er anden gang, havekredsen leder efter Årets Have.

Det kan være den store flotte forkromede have, hvor ikke et græsstrå vender forkert, men det kan også være den lille have, hvor et legehus og nærhed til dyr og mennesker er det væsentlige, og hvor der er en smule ukrudt hist og her. Det betyder ikke noget. Det kan være den økologiske have eller haven bygget op omkring roser, rhododendron, hosta eller andet. Mulighederne er mange, men det vigtigste er, at man føler sig godt tilpas og trives i og med haven.

Man behøver ikke at være medlem af Haveselskabet for at indstille eller blive indstillet - alle kan deltage. Man kan sende en mail til havekredsens formand Inger Ydegaard lange.ydegaard@gmail.com) og tilmelde en have. Sidste frist er 15. august 2017. Herefter vil et bedømmelsesudvalg besøge de indstillede haver.

Årets Have bliver offentliggjort på havekredsens julearrangement i november.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste