Billede beskrivelse

Irma-Esther havde styr på sommerfuglene i maven

13. august 2024 kl. 19.02
Opdateret 14. august 2024 kl. 06.44

BROVST: Alle havde sommerfugle i maven, da børnehaveklasserne på Brovst Skole mandag havde første skoledag. Også Karina Elsborg, som er klasselærer for 0.A.

Så hun kiggede ud over de 22 små elever og spurgte, om de ved, hvad sommerfugle i maven er.

Enkelte børn rakte hånden i vejret – synligt nervøse ved den nye situation.

- Det er, når man glæder sig – og er spændt på, hvad der skal ske, lød svaret med klar stemme fra fem-årige Irma-Esther Klitgård, der dermed leverede sit første rigtige svar – næppe bevidst om, at de kommende mange år vil byde på endeløse rækker af lærerspørgsmål og svar.

Billede beskrivelse

Betuttede børn og stolte forældre

De nye skoleelever i Brovst skole mødtes kl. 9 sammen med deres forældre i aulaen, hvor det første klassebillede blev taget. Forældrene var stolte – og børnene lidt betuttede over al den virak.

Børnene hankede op i de flunkende nye skolerygsække – og så gik turen ellers med klasselæreren i spidsen mod klasselokalet i den fjerneste ende af Brovst skole. På turen blev børnehaveklasserne modtaget af eleverne fra 1. til 3. klasse, der vinkede med dannebrogsflag.

Billede beskrivelse

Forældrene fik lov til at overvære den første time, men så var det slut. Nu er børnene på egen hånd sammen med lærerne – og skolegangen er begyndt. For nogle elevers vedkommende vil der gå 15 til 20 år, før det er slut.

Billede beskrivelse

Børnene kender skolen

De 44 børnehaveklasseelever på Brovst skole er inddelt i to klasser hver med 22 elever. Selv om de virkede betuttede over alt det nye, var det nu ikke helt nyt for dem. De er kommet jævnligt på skolen siden april i et såkaldt indskolingsforløb.

Så de kender omgivelserne – og de fleste af børnene kender også hinanden. Så midt i al virakken var der også stor gensynsglæde. Men sommerfugle i maven var der nu alligevel.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste