Insektstorm i Frøstrup

18. juni 2017 kl. 11.46

Hannæs Østerild Skole er en af de danske skoler, der i år er kommet med i Naturvejlederforeningen, Nordeafonden og DRs projekt Krible Krable.

Projektet skal gøre børn nysgerrige på naturen, så de får lyst til at værne om den.

Eleverne på Hannæs Østerild skole har i maj fået planter, som skal lokke små insekter tættere tæt i et nyplantet krible krable bed på 15 m2.

Planterne har til formål, at gøre undervisningen og frikvartererne levende ved at lærere og elever kan nærstudere insekterne i stedet for kun at observere dem på billeder i en bog eller tage på tur uden for skolen.

- Alt for mange tror, at de skal rejse langt for at opleve naturen, og så glemmer de krattet, søen og græsplænen lige uden for hoveddøren. Med Krible Krable håber jeg, at forældre, pædagoger og lærere bliver inspireret til at se nye muligheder i den bynære natur, så vores børn, uanset bopæl, kan få et godt, nysgerrigt og trygt forhold til at færdes i naturen og værne om den, siger Henrik Lehmann Andersen, som er direktør i Nordeafonden, som har sponsoreret planterne til samarbejdet med Naturvejlederforeningen.

6.A. på Hannæs Østerild Skole har plantet planterne i et bed ved legepladsen, så det er lige der, hvor eleverne færdes i forvejen og kan fordybe sig.

- I den solrige maj måned har vi passet og plejet planterne, så de nu står flot og grønne klar til en dejlig sommer, således at vi efter sommerferien kan få rigtig meget gavn af de små væsner, der lokkes til. Alle børn har vist stor interesse og glæder sig til at komme ud og gå på opdagelse, fortæller Trine Græsbøl Eriksen fra skolen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste