Marken stod længe til at blive omdannet til byggegrunde for sommerhuse på op til 300 kvadratmeter hver - de planer er nu lagt i graven. Foto: Martin Damgård
Livet her

Ingen megasommerhuse i denne omgang

20. december 2021 kl. 15:27

JAMMERBUGT: Politikerne har stemt forslaget om kæmpestore sommerhuse ved Tranum og Munkens Klit ud af den nye kommuneplan, og naboerne kan efter måneder med massive protester endelig ånde lettede op.

Planerne om fritidshuse på op til 300 kvadratmeter er nemlig pillet ud af Kommuneplan2021, som en enig kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune netop har stemt igennem.

I høringsperioden var der indkommet 111 indsigelser mod projektet i Tranum, mens der også i Munkens Klit ved Ingstrup var stor modstand. Her er der indkommet 25 høringssvar - herunder et med 400 underskrifter imod.

- Der er i høj grad taget hensyn til de mange indsigelser, der er kommet, konkluderede borgmester Mogens Christen Gade (V) på kommunalbestyrelsesmødet, før han gav ordet videre.

- Det viser, at vi tager de her borgerinddragelser alvorligt, ift. hvad det betyder for dem, der bor der i dag, sagde Socialdemokratiets gruppeformand Diane Aarestrup, før alle politikere altså stemte den reviderede kommuneplan igennem.

Selvom det for nu er et farvel til megasommerhuse ved Tranum og Munkens Klit, betyder det dog ikke, at der aldrig skal bygges store fritidshuse i kommunen.

- Noget af det, der er konklusionen på det her, er, at de to rammeområder til det, vi har kaldt store sommerhuse, de er taget ud. Det betyder ikke, at store sommerhuse er taget væk, men det betyder at vi skal diskuttere det fremadrettet med en ny strategiplan, forklarede borgmesteren.

Kommuneplanen ser i udgangspunktet 12 år frem og bliver revideret hvert fjerde år.

Læs mere om megasommerhusene og hvad beslutningen betyder for naboerne Mona og Torben på nordjyske.dk.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu