Inge udnævnt som æresmedlem

Socialdemokratiet klar til de to valg

23. marts 2019 kl. 10.01

JAMMERBUGT: Socialdemokratiet i Jammerbugt Kommune havde mandag 18. marts generalforsamling på Biersted Kro, hvor 55 medlemmer var mødt op, og de havde en god aften med stegt flæsk, sang og en rigtig god debat om partiforeningens virke og aktuelle politiske emner, oplyser formand Mary-Ann Sørensen.

I sin beretning lagde hun stor vægt på betydningen af de to forestående valg, hvor to medlemmer af partiforeningen stiller op. Ane Halsboe-Jørgensen vil gerne genvælges til Folketinget, og Morten Klessen er ny kandidat til Europa-Parlamentet i stedet for Ole EU-Christensen, der stopper efter 15 år.

- Selvom Ane stiller op i Brønderslevkredsen, der dækker Brønderslev og Jammerbugt Kommuner, og Morten er hele Nordjyllands kandidat, har vi her i Jammerbugt en særlig forpligtigelse overfor de to, da det er os, der har bragt dem i spil, sagde Mary-Ann Sørensen.

Hun tilføjede, at der vist ikke er mange partiforeninger i dette land, uanset farve, der er så heldige at have repræsentanter i

alle fire politiske magtfora, kommunalbestyrelsen, regionsrådet, Folketinget og EU-Parlamentet.

- Den status skal der helst ikke laves om på, tilføjede formanden.

Til slut i sin beretning meddelte Mary-Ann Sørensen en meget overrasket Inge Skjoldager Henriksen fra Blokhus, at hun fra dags dato er udnævnt til æresmedlem i Socialdemokratiet i Jammerbugt Kommune.

Inge Skjoldager Henriksen har siden sin indmeldelse i Socialdemokratiet i 1983 gjort en helt særlig indsats for partiet både nationalt og lokalt i Jammerbugt.

Ligestilling har været på Inge Skjoldager Henriksens dagsorden i alle årene, og hun har været formand for Kvinderådet og deltaget som NGO i FNs generalforsamling. Det er lykkedes Inge Skjoldager Henriksen at få daværende udenrigsminister Uffe

Ellemann Jensen til at sætte ligestilling på dagsordenen i FN.

Lokalt var Inge Skjoldager Henriksen en meget entusiastisk kredsformand, da Ane Halsboe-Jørgensen blev valgt til Folketinget første gang i 2011, og Inge Skjoldager Henriksen har de senere år også været meget aktiv for at gøre opmærksom på FNs 17 verdensmål for bæredygtigudvikling.

På generalforsamlingen var der genvalg til formand Mary-Ann Sørensen, Hunetorp, og til bestyrelsesmedlemmerne Lili Gjettermann, Thorup Strand, Rene Rosenkrans, Fjerritslev, Erling Jacobsen, Arentsminde og Erik Frederiksen, Aabybro.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste