Indsamling i Fjerritslev: Over 150.000 kroner til Ukraine
Lørdagens store indsamlingsarrangement i Fjerritslev blev en forrygende succes, fortæller arrangøren Michael Christophersen lørdag aften.
- Det var jo en kæmpebegivenhed, som vi arrangerede på godt en uge. Det viser, at når alle gode kræfter går sammen, kan vi lave mirakler, siger Christophersen.
Indsamlingsarrangementet begyndte allerede kl. 10 lørdag formiddag, hvor spejderne gik i spidsen for et optog med 150 mennesker fra krotorvet til Idrætscenter Jammerbugt, der lagde hus til det store arrangement.
Masser af underholdning
I løbet af dagen og til pænt ud på aftenen var der underholdning fra scenen med Ulyana Fedor, Beers for Tears, Fjerritslev Bykor, Peter Olesen, Jørgen Bjerregård og High Five. Den musikalske underholdning var tilrettelagt i samarbejde med Vesterhavs-rock, der også havde lagt Facebook-profil til markedsføringen.
- Hele dagen var der stuvende fuldt af mennesker i idrætshallen, fortæller Michael Christophersen.
- Alle fik lidt at spise. Det var gratis – ligesom adgangen til arrangementet. Og så kunne man donere ved udgangen. Her var vi ikke kræsne, så vi tog både imod Dankort, Mobilpay og gode, gamle kontanter.
Gratis servering
Serveringen var lækre burgers med ribbenssteg, pålæg og røget ørred tilberedt af de mange frivillige med råvarer fra Fjerritslevs handlende. Måltidet blev toppet op med kaffe og kage, som blev serveret af Vesterhavsfruerne, som er den lokale kvindeafdeling af Lions Club.
Gymnasieeleverne fra Fjerritslev havde arrangeret børneparkering, så hele familien kunne deltage i arrangementet. Også eleverne fra Fjerritslev skole deltog med salg af malede sten – og den lokale afdeling af Rotary havde en stand, hvor de viste eksempler på hjælpepakker, som skal sendes til Ukraine.
- Jeg er både glad og stolt. Det var en begivenhed, der både samlede byen og gav et flot resultat for Ukraine, sagde Michael Christophersen, mens der blev ryddet op i hallen, før søndagens håndboldkamp kl. 9.