Ildsjæleakademi gav et frisk pust til landdistrikter

20. februar 2018 kl. 09.54

Jammerbugt Kommunes mange ildsjæle fik i Sport og Kulturcenter Brovst inspiration og vidensdeling fra gode oplæg.

Det var Landdistriktskontoret, som havde taget initiativ til at lave et "Ildsjæleakademi".

Her var der blandt andet et oplæg fra Lørslev, som ligger nær Hjørring. Byen har formået at lave en Cafe og Kulturhus med mange aktiviteter for byens 270 indbyggere. Der var tre fra Lørslev til stede, som fortalte om, hvordan en idé blev virkelighed endda med stor succes.

Herefter var der et lokalt oplæg fra Preben Dalgaard, Ryaa, som har været frontfigur og styrmand i etableringen af naturlegepladsen og det lokale samlingspunkt Skipper Klements Plads i Ryaa.

- Det er faktisk et ønske fra Jammerbugt Kommunes Landdistriktsudvalg, som er skyld i at vi har startet "Ildsjæleakademiet", fortalte udvalgets formand, Helle Bak Andreasen.

- Ildsjæle er en uundværlig samfundsmæssig ressource. Det ved vi i Jammerbugt Kommune efter 10 års arbejde med landdistriktspolitik og landdistriktsudvikling, hvor ildsjælene har gjort en kæmpe indsats for skabe fremgang og udvikling i lokalsamfundene, understregede hun.

Aftenen sluttede med at der var oprettet fem forskellige cafeer, hvor der var opstillet forskellige ekspertiser, som deltagerne kunne komme og få besvaret deres spørgsmål.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste