Billede beskrivelse

Hvordan skal Ørebro se ud i fremtiden?

21. februar 2018 kl. 09.38

28. februar stimler borgerne i Ørebro sammen på Ørebroskolen med det formål at skabe en større sammenhængskraft i området og sætte deres aftryk på, hvordan området skal udvikle sig. For selvom der i dag er mange velfungerende foreninger, der er med til at sætte området på landkortet og skabe et unikt fællesskab på tværs af generationer, så mener ildsjæle i området, at det er på tide at arbejde mere struktureret for at sikre, at der også i fremtiden er et Ørebro, der summer af aktivitet.

Derfor vil de nu skabe en paraplyorganisation, Ørebro Landsbyråd og denne aften vil der blive holdt stiftende generalforsamling, hvor områdets foreninger vil være repræsenteret og fremtiden skal diskuteres.

Styregruppen har allerede gjort et godt benarbejde for at sikre, at borgerne er opmærksomme på, at der sker noget nyt. De har nedsat en arbejdsgruppe, der skal lave et nyhedsbrev, som bliver omdelt til alle husstande, hvor man kan læse om alt det, der er sket i området, lige som der bliver gjort opmærksom på fremtidige arrangementer og første udgave er allerede landet i postkasserne.

Foreningerne i Ørebro håber på, at mange vil møde op og være med til at vælge bestyrelsen til det nye råd, som kommer til at hjælpe udviklingen i området godt på vej, både når det gælder samarbejde foreningerne imellem og som talerør for området som helhed.

På mødet vil Ørebro Borgerforening også holde generalforsamling og der vil blandt andet være valg af Ørebros repræsentant til Landdistriktsrådet. På mødet vil der også blive orienteret om Liv i By og Skole og hvordan det går med bosætningen i Ørebro.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste