Hundedyr båd døbt: Her er navnet

30. marts 2022 kl. 07.00
Opdateret kl. 08.48

Flaget er hejst, solen skinner, og der er kølige bobler i champagneglassene. Lang, smal og helt ny ligger hovedpersonen omgivet af farvestrålende balloner og glade mennesker.

- Hun kommer ikke til at hedde noget med et pigenavn. Vi har ikke nogen herinde, der hedder noget med et pigenavn, siger Helle Wulff, næstformand i Gjøl Ro & Kajakklub.

Hun svinger glaskanden, hun har i hånden, så vandet plasker ud.

- Kære båd, jeg døber dig Rønholm, siger Helle Wulff smilende.

Alle de fremmødte medlemmer af Gjøl Ro & Kajakklub klapper. Klubbens nye 2-årers inrigger har fået navn efter et yndet mål for deres sejlture.

150.000 kroners båd

Inden dåben har lørdagen budt på arbejdsdag med klargøring af bådene og standerhejsning. Nu er der pålægskagemand, inden Rønholm skal søsættes og på jomfrutur.

- Jeg bliver jo helt høj, når den kommer ned i vandet her, og vi sætter os i den. Det er klart, fortæller Helle Wulff og fortsætter:

- Der er et eller andet, når man tager de første åretag i sådan en båd, så er der et eller andet, der siger, det her det er bare rigtig dejligt. Det er som at være i en helt anden verden.

Det er cirka et år siden, hun begyndte at søge penge til den nye båd, der har kostet næsten 150.000 kroner. Norlys Vækstpulje Nyfors har støttet med 70.000 og Nordea-fonden med 50.000. Resten har klubben selv betalt.

Rustet til langtur

Det betyder meget for Gjøl Ro & Kajakklub at få en splinterny båd.

- Det betyder, at vi rent sikkerhedsmæssigt er godt rustet til at gå ud på det her vand. For Limfjorden - det er jo ingen hemmelighed - at den er lidt tricky. Der kan godt komme vind fra både den ene og den anden side, og udstyret skal være i orden, når vi går ud. Og så betyder det så også især, at lige med denne her båd er vi rustet til at kan gå på langtur, fordi der er ekstra skotplads i den. Skotplads det er bagagerummene til madpakker og måske et telt eller liggeunderlag, fortæller Helle Wulff.

Hun er med til at skubbe Rønholm ud i fjorden foran klubhuset.

Glider som smør

Ulla Thoft og Egon Larsen er de to andre heldige klubmedlemmer, som skal med på Rønholms jomfrutur.

- Jeg glæder mig da vildt. Jeg har roet mange gange med Helle og Ulla, og vi har det simpelthen dejligt sammen, siger Egon Larsen, inden han for første gang stiger ombord i Rønholm.

Mens de tre roere vender den nye inrigger ved hjælp af de flotte nye årer, så den har kurs ud ad Gjøl Havn, forsikrer han alle tilskuerne på land:

- Det glider som smør.

- I bliver nødt til at lade klubhuset stå åbent, til vi kommer hjem. Vi har ingen nøgler med, tilføjer Helle Wulff med et stort smil.

De roer ud af havnen og forsvinder af syne.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste