Hotel i ny udgave nærmer sig indvielse
Skovsgård Hotel er på vej til rejsegilde i forbindelse med større renovering og udvidelse
Det omfattende projekt med renovering og udvidelse af Skovsgård Hotel forløber efter planen, og torsdag 23. marts kl. 12.00 er der rejsegilde.
Fra morgen til aften summer det af aktivitet på det gamle jernbanehotel. Der er støbt gulv i det nye køkken. Et køkken, der bliver mere end dobbelt så stort som det nuværende og indrettet med henblik på at skabe gode arbejdsrammer for mennesker med særlige behov.
Der er indtænkt bæredygtige løsninger i byggeriet, oplyser Jenny Holm Hvid, udviklingsprojektleder på Skovsgård Hotel. Blandt andet i tilbygningen, der bliver opført i en CLT-trækonstruktion, ”Cross Laminated Timber”, der kan oversættes til krydslamineret tømmer og omtales undertiden også som massivtræ. Værelsesgangen begynder også at tage form med opsætning af nyt træ og gipsplader, og en tømrer fortalte med et bredt smil: ”ja, der er ikke mange lige vinkler, vi har at arbejde med her, men det er også det, som gør det spændende og være en del af et byggeri som dette”, fortæller Jenny Holm Hvid.
Antallet af værelser øges fra fire værelser til 13 værelser, og der indrettes tidssvarende personalefaciliteter.
På Skovsgård Hotel glæder man sig over det gode samarbejde med dygtige fagfolk. Tom Jakobsen A/S, entreprenørvirksomhed fra Aabybro med cirka 70 ansatte har totalentreprisen på den omfattende renovering og udvidelse, som arkitekt Lars Juel Thiis fra Cubo Arkitekter A/S har tegnet.
Hotellets formand, Ida Leding Larsen, går ofte tur forbi byggeriet.
- Det bliver fantastisk at vende tilbage til et nyrenoveret hotel. Vi har det godt i Arentsminde, men glæder os meget til at komme hjem igen inden længe” – fortæller Ida Leding Larsen med et stort smil.
Renovering og udvidelse af Skovsgård Hotel sker på baggrund af en række større fondsbevillinger fra fonde som Realdania, Den A.P. Møllerske Støttefond, TrygFonden, Spar Nord Fonden og Det Obelske Familiefond m.fl.
Skovsgård Hotel har de seneste 30 år fungeret som spisested og lokalt centrum for sociale og kulturelle arrangementer og ikke mindst som arbejdsplads for sårbare mennesker med fysiske og psykiske handicap. Denne større renovering og udvidelse giver flere muligheder for sociale og kulturelle arrangementer og bedre arbejdsforhold for endnu flere ansatte på særlige vilkår. Skovsgård Hotel genåbner når sommerferien står for døren. Genåbning markeres med en festlig indvielse, hvor alle får lejlighed til at betragte det færdige resultat på nærmeste hold.