Holdkaptajnmøde med flot tilslutning

17. august 2018 kl. 09.28

Der var flot fremmøde, da teamet bag Stafet For Livet Fjerritslev afholdt Holdkaptajn-møde forud for dette års Stafet For Livet, der løber af stablen på Dyrskuepladsen i Fjerritslev d. 1.-2. september.

Årets holdkaptajner fik masser af praktisk information om alt fra teltopsætning, parkering og strøm til bestilling af mad, underholdningsprogram, aktiviteter i Oplysningsteltet samt fighterprogram med mere. Stemningen var god, og idéerne stod på spring, da der blev drøftet holdaktiviteter og fundraising.

- Aftenens hovedbudskab var, at vi igen i år skal have et fantastisk døgn, hvor vi sammen fejrer livet, viser vores støtte til dem, der kæmper deres livs kamp mod kræften, og mindes dem der desværre har tabt kampen. Vi har sørget for, at der bliver masser at se og opleve på pladsen for både store og små, ligesom holdkaptajnerne og deres hold har masser af gode idéer til forskellige fundraising-aktiviteter, fortæller formand for Fjerritslevs Stafet for Livet, Anne Marie Holm.

- Vi håber derfor på, at vi i år kan trække endnu flere folk op på pladsen. I den sammenhæng er det uhyre vigtigt for mig at understrege, at Stafet For Livet Fjerritslev er for alle. Man behøver ikke at være aktiv deltager på stafetten for at deltage i arrangementet. Der er gratis adgang til pladsen, så mød op og vis jeres opbakning til vores seje fightere og vores flittige stafet-deltagere. Kom og oplev den gode stemning og vis, at vi står sammen - både på og uden for banen, siger Anne Marie Holm.

Årets stafet-rute er igen i år på ca. 700 m., så det bliver uoverskueligt for alle at gennemføre uanset alder og fysik. Man bestemmer selv, om man blot snupper en enkelt runde eller 60 runder, ligesom det er frit valg om man ønsker at gå, løbe, kravle, jogge, blive kørt i barnevogn eller kørestol. Alle kan være med. Og møder man op som tilskuer og får lyst til at deltage undervejs, kan man blot tilmelde sig ’Åbent Hold’ på dagen - så er der fri adgang til banen under hele stafetten.

Sidste år oplevede Stafet for Livet en enorm opbakning og formåede at indsamle knap en halv million kroner takket være den store indsats, som deltagerne leverede på dagen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste