Hjemmespejder i Aabybro

Spejderaktiviteter er på pause - men de laver spejdersjov på afstand

22. april 2020 kl. 13.36

AABYBRO: Som alle andre fritidsaktiviteter er spejderaktiviteterne også sat på pause, i hvert fald indtil 10. maj. Det forhindrer dog ikke rigtig mange af spejderne i Aabybro i at lave spejdersjov.

Det oplyser Else Birkbak Hilleø, der er gruppeleder og ulveleder i KFUM-Spejdernes Aabybro Gruppe

Tre af lederne ved KFUM Spejderne i Aabybro har nemlig hver dag siden 1. april lagt en opgave ud på gruppens side på de sociale medier, og så skal spejderen tage et billede og lægge op, når de har gennemført opgaven.

- Opgaverne spænder vidt – der er blevet bygget tårne af spaghetti, bagt kage, lavet mad på bål, fotograferet dyr, lavet forhindringsbaner og mange andre sjove ting. Enkelte spejdere har også været på en fem kilometers vandretur, medbringende et æg som bagefter skulle tilberedes og spises, skriver Else Birkbak Hilleø.

Hun oplyser også, at mange af spejderne, der har været med på hjemmespejder-opgaverne, oplever, at det er sjovt at lave spejder derhjemme - men glæder sig til at komme til spejder igen.

- Lederne glæder sig også til at komme i gang igen, når Danmark åbnes op igen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste