Her vil danskerne hen i julen
Bangkok, London og Phuket er de rejsemål, der ligger øverst på listen over danskernes flydestinationer i julen, viser en ny analyse fra hotel- og rejsesøgemaskinen momondo.dk
Dagene bliver kortere og koldere, og det får danskerne til at søge mod varmere himmelstrøg. Bangkok er en populær destination året rundt, og henover julen ligger den asiatiske storby helt i top. Det viser momondos nye analyse af danskernes rejsesøgninger.
- Selvom det typisk er dyrere at rejse væk i julen på grund af den høje efterspørgsel, er der alligevel mange danskere, som benytter feriedagene til at komme lidt væk og få sig et afbræk fra vinterkulden. En destination som Bangkok byder både på solgaranti og storbyaktiviteter som shopping og sightseeing, og samtidig skal du ikke rejse langt for at finde fantastiske strande, siger Lasse Skole Hansen, der er momondos danske presseansvarlige.
- Danskerne har længe haft et godt øje til Asien, og interessen for kontinentet ser langt fra ud til at have peaket. I år ser vi nemlig også, at den vietnamesiske storby Ho Chi Minh er kravlet op blandt danskernes topsøgninger. Vietnam er jo et enormt spændende land, hvor man også har rigtig flot vejr om vinteren, hvilket nok er en del af forklaringen på, at den i år er i top 10, siger han.
Hotel- og rejsesøgemaskinens analyse viser også, at Phuket ligger på en tredjeplads over danskernes mest søgte destinationer, og dermed er der i alt tre asiatiske destinationer i toplisten.
Storbyer er også et julehit
For nogle danskere kan en kortere flyvetur få juledrømmene til at gå i opfyldelse. momondos analyse viser nemlig, at Europæiske storbyer som London og Paris også er blandt danskernes julefavoritter.
- Europæiske storbyklassikere som London og Paris ligger igen i år blandt danskernes topsøgninger henover julen. Hvis man ikke har planlagt en længere ferie, er det en fordel at vælge destinationer som disse, hvor der er relativ kort flyvetid, så man har mere tid til alt det sjove, siger Lasse Skole Hansen.
Blandt danskernes juleferiedestinationer er også amerikanske rejsemål. Både storbyen New York og strandparadiset Miami hitter hos danskerne.
Mest trending vinterdestination
Kigger man på populære rejsemål henover vintermånederne fra december til februar, er det særligt Afrikas østkyst, der har danskernes opmærksomhed i år. momondos analyse viser, at Zanzibar er den destination, der har oplevet den største stigning i rejsesøgninger sammenlignet med sidste år. Antallet af danske søgninger på Zanzibar er nemlig steget med 122 procent i forhold til sidst vinter.
- Vi er overraskede over, at Zanzibar er sådan en højdespringer, da øen ligger langt væk og er et sted, mange danskere nok vil anse som en ny destination. Ikke desto mindre ser vi, at paradisøen med de hvide sandstrande lokker flere og flere danskere ud at rejse. Er man tidligt ude, kan man sagtens være heldig at finde en billig billet derned, afslutter Lasse Skole Hansen