Heltene fra Ørebroskolen
I de forgangne uger er området ved Ørebroskolen blevet støvsuget for henkastede dåser og andet skrald.
Og det er ikke hvem som helst, der har været på arbejde, men ægte helte med tanke på naturens dyr og miljøet.
3. og 4. klasse fra Ørebroskolen har nemlig deltaget i konkurrencen om at blive årets panthelte - og de har gjort en ganske overbevisende indsats, der har sikret dem en plads i top seks blandt de skoler, der har samlet flest flasker og dåser sammen.
I alt er det blevet til 7269 dåser og flasker. En del af dem er fundet i naturen, fortæller Karin Bach Andersen, der sammen med børnene er blevet klogere på, hvad det betyder for naturen, når mennesker smider skrald fra sig.
Børnene har blandt andet set billeder og film om konsekvenserne ved at smide affald fra sig. De har blandt andet set billeder af hvor meget plastik, der befinder sig i fisk, og hvad det betyder for en ko, hvis den kommer til at spise dele af en sodavandsdåse.
- Jeg har også set en ræv, der havde fået hovedet i en spand, fortæller Julie Jensen Kaae fra 4. klasse.
Ræven døde efterfølgende af sult. Mange af billederne har været noget af en øjenåbner for børnene.
Men for lærer Karin Bach Andersen er der ingen tvivl om, at det også er vigtigt for børnene at vide, hvad det betyder, når man smider skrald i naturen, selvom sandheden er rå og barsk.
- Vi håber, at de bliver bedre til at passe på naturen end de generationer, der ikke har lært det, fortæller Karin Bach Andersen, der på sine gåture med hund selv oplever, at mange voksne ikke har den store forståelse for, at glas, plastik, metal, papir og cigaretskodder ikke forsvinder, når det er kastet ud af bilruden.
Selvom der er meget skrald at samle op, har børnene dog primært været på jagt efter flasker og dåser, der kunne sikre dem en plads i toppen i konkurrencen om at blive årets panthelte. Og med over 7000 indsamlede dåser og flasker, er der absolut noget at være stolt af.
Børnene kan selv få lov til at beholde panten af de flasker og dåser, de samler ind. Men de har 4. klasse besluttet ikke at gøre. De giver i stedet deres 7269 dåser videre til den lokale rideklub for at støtte klubben og sikre dens fremtid.
Det betyder dog ikke, at de går glip af en præmie - projektet sluttes nemlig af med is til alle.