Helt tæt på St. Vildmose

24. juni 2017 kl. 09.16

Efter gennemførelsen af det store projekt Formidling af St. Vildmose i 2015 arrangerer Vildmoseporten Guidet bustur i St. Vildmose. Turene finder sted alle onsdagene i juli samt den første onsdag i august

Der er tilmelding til turen, der også byder på frokost på Luneborg Kro samt kaffe og varm kringle på Vildmoseporten ved tilbagekomsten.

På turen får man set alle de spændende steder i S. Vildmose, der er blevet tilgængelige ved projektets gennemførelse og besøger blandt andet mindestedet ved Luneborg.

Turen går også forbi Trædestenene, hvor deres spændende historie bliver fortalt, ligesom deltagerne prøver at hoppe på højmosen og måle sphagnumlagets tykkelse og høre om mosens dannelse og biologi.

På de forskellige steder kan man se og læse om St. Vildmose og se de flotte billeder, som er lavet af kunstneren Mette Rehné i forbindelse med projektet.

Undervejs i bussen vil der blive fortalt de gamle historier og skrøner fra St. Vildmose samt om livet i mosen i dag, hvor landbrugserhvervet producerer den kendte Vildmosekartoffel.

Hver torsdag aften i juli og august arrangeres ligeledes guidede ture i St. Vildmose i egne biler. Alle arrangementerne finder sted fra Vildmoseporten på Biersted Mosevej 277.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste