Formanden for Jammerbugt kommunes Kultur-, Fritids- og Landdistriktudvalg, Helle Bak Andreasen, benyttede meget passende udgivelsen af den nye bog om minkavlen på Gjøl til at lufte sin minkpels.
Livet her

Helle holder af mink og væddemål

15. november 2022 kl. 07:02

Nu har minkavlerne på Gjøl fået deres egen bog, som fortæller hele historien om, hvordan erhvervseventyret begyndte og hvem, der var med helt frem til den triste slutning i november 2020.

Udgivelsen af den nye bog blev fredag eftermiddag fejret med en reception i Natur- & Kulturcafeen på Gjøl Havn. 

Her deltog i sagens natur mange af de medvirkende minkavlere, et bredt udsnit af lokalbefolkningen, der levede med og af minkavlen – og formanden for Jammerbugt kommunes Kultur-, Fritids- og Landdistriktudvalg Helle Bak Andreasen benyttede lejligheden til at lufte en minkpels lavet af nogle af de sidste mink fra egnen.

Minder og stolthed

Lokalpolitikeren mener, at den nye bog er væsentlig:

Minder, stolthed og ære kan ingen tage fra minkerhvervet. Med de ord skal vi mindes det erhverv som mange på Gjøl, i Jammerbugten ja i hele verden har været stolte af i generationer. Vi skylder det erhverv en stor tak for udviklingen, sagde Helle Bak Andreassen.

Den nye bog har fået en underskudsgaranti fra kommunen, men den garanti kommer aldrig til udbetaling, fortæller Helle Bak Andreasen.

- Bogen er så velskrevet og vigtig, at den hurtigt bliver udsolgt. Det er jeg så overbevist om, at jeg har væddet med de øvrige udvalgsmedlemmer. Hvis bogen giver underskud, kommer jeg til at betale det af egen lomme.

Ved bogreceptionen fredag eftermiddag fortalte Børge Lindegaard og Kaj Christensen om tilblivelsen af bogen.

Et par sider til et ringbind

- Det var Kirsten Just, formanden for Gjøl Lokalhistorisk Forening, der tog initiativet allerede i februar 2021. Hun ringede, og vi sagde ja med det samme. Men vi troede egentlig bare, at det skulle være nogle få sider til et ringbind.

- Men på det første møde sagde Kirsten, at det skulle være en bog med hårdt bind og det hele. Det var så smigrende – og Kirsten var så insisterende, at vi slet ikke kunne sige nej.

Børge Lindegaard og Kaj Christensen foran deres nye bog om minkavlen på Gjøl.

- Og så gik vi ellers i gang. Vi har besøgt alle 36 minkfarme på Gjøl. Overalt sagde man ja til at fortælle om farmens historie – og så har vi også snakket med nogle af de mange virksomheder i byen, som har nydt godt af minkavlen.

- Vi er jo pensionister, så vi havde tiden til det – og det har været et skønt arbejde at lave med bogen. Og nu er den her så. Jeg håber, I kan lide den, sagde Kaj Christensen.

”Minkavlen på Gjøl – hele hirsotien” er på 212 sider, gennemillustreret med fotos af Børge Lindegaard og historiske fotos. Kortmateriale over Gjøl, farmene, følgevirksomhederne og meget andet. Prisen er 200 kroner.

Annonceret indhold

Nyeste