Hele byen sparkede dæk: Fart på Brovst
BROVST: Der er fart på Brovst, mener de i Brovst Handelsforening. Det var baggrunden for, at Jernbanegade lørdag formiddag var omdannet til en stor biludstilling.
Der var biler så langt øjet rakte. Først og fremmest nye biler fra tre af egnens store automobilforhandlere, men også veteranbiler og en enkelt veterantraktor. Så der var rig anledning til at sparke dæk – enten man nu var i markedet for en ny bil, eller man bare havde lyst til en snak med ejerne af nogle af de flotte veteranbiler, hvoraf en del endda ikke var så gamle, men nok kunne vække minder om en ikke så fjern fortid.
- Vi vil gerne vise, at vi står sammen og kan noget her i Brovst, sagde formanden for Brovst Handelsforening, Bo Kølby Nielsen, mens han sparkede dæk sammen med Aleks Wendel fra Jekas Hund & Kat, der var ansvarlig for det store arrangement.
Missionen lykkedes
- Missionen lykkedes. Der er masser af mennesker i gaden – og de hygger sig rigtigt, siger Aleks Wendel.
- Men jeg indrømmer gerne, at vi kom lidt svagt fra startlinjen. Der var noget med en håndboldkamp i fjernsynet, erkender Wendel.
- Men så fik vi også overstået regnen, så da der først kom liv i gaden, var det i fint solskin. Jeg er godt tilfreds med vores sparkdæk-dag.
- Arrangementet var en gentagelse af et lignende arrangement sidste år. Og sådan som det er gået, tror jeg godt, at folk kan sætte næsen op efter en sparkdæk-dag igen næste sommer.
Arrangementet bød på nye biler fra John Andersen Biler i Brovst, Midtvejs Auto i Bejstrup og HJN Biler i Fjerritslev og Aabybro.