Hej til nye klassekammerater
De 88 elever, der skal starte i 7. klasse på Fjerritslev Skole efter sommerferien, mødtes med deres nye klassekammerater for første gang, efter at klassesammensætningen blev kendt. I samlingssalen bød skoleleder Pernille Hovaldt velkommen og gennemgik kort aftens program, inden hun tog fat på at fortælle om udskolingsmodellen på Fjerritslev Skole og skolens værdigrundlag.
Hun kunne fortælle, at der på 7. årgang er fokus på den enkelte elevs selvværd og selvtillid, samt den generelle trivsel for hele årgangen. I løbet af 8. klasse kan eleverne forvente at få en masse generel erhvervs- og uddannelsesvejledning, mens der på 9. årgang vil være fokus på den enkelte elevs muligheder for videre uddannelse.
Efter en gennemgang af faste elementer i skoleskemaet som læse- og bevægelsesbånd, tog ungdomsskoleleder Kathrine Ørvad over og fortalte om "Milife", som skolen og ungdomsskolen arbejder sammen om. Forløbet indeholder en masse teambuildingøvelser, der skal give eleverne større selvindsigt og dermed bedre udgangspunkt for at bidrage positivt til øget trivsel for både eleven selv og hele årgangen.
Herefter blev alle eleverne samlet i kantinen til fællesspisning, mens forældrene blev i samlingssalen, hvor de også blev budt på aftensmad.
Slutteligt mødtes man i klasserne, hvor lærerne blev præsenteret og forældrene kom med gode ideer til klasseaktiviteter, som blev givet videre til de nyvalgte forældreråd.