Havbadehuset blev taget i brug

31. marts 2018 kl. 10.08

SLETTESTRAND: Fredag bød på officiel åbning af det såkaldte "Havbadehuset" ved Feriecenter Slettestrand.

Festdagen blev markeret ved middagstid, hvor direktør Kristian Skjødt og bestyrelsesformand og medejer John Kronborg bød velkommen.

- Det var jo dejligt at nå i mål med det her, som er et stort projekt for vores virksomhed, fortæller John Kronborg.

- Vi har jo arbejdet på projektet i nogle år - og så har vi haft en byggeperiode på knap et års tid, hvor håndværkerne har præsteret på et fantastisk niveau hele vejen igennem. Og det er jo ikke nogen selvfølge i dag, at det går så glat, men der er grund til at uddele ubetinget ros til håndværkerne, fastslog John Kronborg.

Den samlede anlægssum løber op i 10,7 millioner kroner, og det er dermed "den største investering i vores virksomheds historie, oplyser John Kronborg.

Til næste år runder Familien Kronborgs virksomhed 20 år - og netop Havbadehuset kan være med til at føre Feriecenter Slettestrand ind i fremtiden.

- Det her havbadehus repræsenterer noget af det mest optimale i forhold til tilgængelighed for handicappede. Og handicapturister er jo en af vores store målgrupper, fortæller han.

Varmtvandsbassinet har en temperatur på 32 grader - og det tilbud kan man allerede mærke en effekt af.

- Vi kan helt klart allerede mærke, at det er med til at løfte vores koncept. Vi har oplevet en markant interesse for projektet - men det skal siges, at det havde vi også kalkuleret med. Men det her kommer helt klart til at få en positiv afsmittende effekt på vores forretning, siger John Kronborg.

Den store investering får i øvrigt ikke Feriecenter Slettestrand til at planlægge en mere afdæmpet stil i de kommende år.

- Vi er jo nu der, hvor vi har udviklet en del på vores to nicheområder - handicap-turisme og mountainbike-turisme. Vi vil selvfølgelig stadigvæk videreudvikle de to områder, men vi har også nye konceptmuligheder i kikkerten. Og noget af det, som vi i fremtiden skal til at kigge på, er, om vi - sammen med nogle af vores kolleger i branchen - kan udvikle vandreturismen. Det er en ny niche, som vi tror meget på, slutter John Kronborg.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste