Årets Kunstneræg 2023 er klart fra kunstnerens hånd. 
Livet her

Hanne-Marie har lavet årets påskeæg

Farverige og smukke påskeæg pryder igen gadebilledet

21. marts 2023 kl. 11:52

FJERRITSLEV: Med påsken lige rundt om hjørnet, er det igen tid til den traditionsrige udsmykning med påskeæg i bybilledet.

I år er det Hanne-Marie Trier Danielsen fra Fjerritslev, der står for udsmykningen af Årets Kunstneræg, som er 170 centimer høj og måler 120 centimeter i diameter.

- Jeg synes, at det er fint, at de vælger lokale kunstnere til at stå for udsmykningen, siger Hanne-Marie Trier Danielsen, der ikke var i tvivl, da hun fik en forespørgsel. 

- Jeg sagde "ja tak" til opgaven, da jeg synes, at det kunne være sjovt, og at jeg på den måde kunne være med til at sætte et lille fodspor her nede i byen, siger Hanne-Marie Trier Danielsen, der dog lige skulle håndtere, at lærredet var rundt og ovalt og ikke fladt og lodret, men det viste sig at blive en sjov og spændende proces.

- Jeg gør meget i livstræer, så det var vigtigt for mig, at de indgik. Desuden er der engel, og med de farver jeg har valgt, er der også klimakrise i udtrykket, siger hun og tilføjer, at der også er symbolik i selve ægget.

- Der er altid noget, der gemmer sig derinde, og det er symbol på vækst. Det er i virkeligheden noget, vi alle kommer af, uanset om vi er mennesker eller dyr.

Hanne-Marie Trier Danielsen arbejder til daglig som sygeplejerske og er tilknyttet et vikarbureau. Det giver hende frihed og mulighed for at fordybe sig i at male, som hun begyndte på for ti år siden.

- Jeg maler, fordi jeg ikke kan lade være - det er en meget stor og vigtig del af mit liv.

Nu er hendes seneste værk - kunstnerægget - færdigt og rummer masser af muligheder for fortolkning. Selv føler hun, at det udstråler fred og nærvær.

- Mit håb er, at folk stopper op, om det så blot er kortvarigt - men at forbipasserende benytter muligheden for at trække vejret og lave sin egne fortolkninger, når de ser ægget.

Man kan i øvrigt finde flere værker af Hanne-Marie Trier Danielsen på Instagram og Facebook.

Annonceret indhold

Nyeste