Han Herred Efterskole lægger til

Skolen er populær og udvider derfor med yderligere 12 pladser

13. juni 2017 kl. 12.48

Det går godt på Han Herred Efterskole.

Så godt, at håndværkere de seneste måneder har haft travlt med at bygge om og til på skolen, så der fremover bliver plads til endnu flere elever.

- Prognosen for det kommende skoleår har tidligt været så god, at vi har besluttet at lægge lidt til, siger forstander for Han Herred Efterskole Svend Åge Nielsen.

Tilbygningen sker på skolens pigegang, hvor der laves tre nye værelser med plads til 12 elever, sådan at der efter sommerferien er plads til i alt 130 på skolen.

- Det er ikke ensbetydende med, at der skal være 130 elever, men det betyder omvendt, at vi kan begynde skoleåret med fuldt hold, forklarer han og tilføjer, at det har været erfaringen de seneste år, at der falder nogle elever fra i løbet af året.

- Vi ved jo godt, at der kommer elever med ondt i sjælen. Og selv om vi kæmper sammen med dem om at give det et godt ophold, så kan det ikke helt undgås, at der falder nogle fra, siger han.

De nye værelser har da også udsigt til at komme i brug. Der har allerede i nogen tid været fyldt op på pigegangen til det kommende skoleår, mens der stadig er en håndfuld ledige drengepladser.

- Vi har generelt en lidt større søgning af piger, og det gør, at fordelingen af elever er i pigernes favør, lyder det fra forstanderen.

I det snart afsluttede skoleår har der været 108 elever, og skolen mærker en generel interesse fra forældre for at sende deres børn af sted på Han Herred Efterskole.

- Vi dyrker fællesskabet på skolen. Og det vi specielt kan, er at sprede interesser ud. Vi har ikke en profil, som kun peger i én retning, som de efterskoler der udelukkende satser på sport eller musik, men derimod en række first-fag, som eleverne kan vælge mellem, siger Svend Åge Nielsen.

Særligt English First, hvor eleverne har ekstra engelskundervisning er populært, fordi eleverne som en del af undervisningen kommer på tur til USA, hvor de bliver privat indkvarteret.

Også sportsfag som spring, håndbold og fodbold trækker elever til.

- Bevægelsesglæde er i det hele taget en værdi for os. Det behøver ikke være som sport, men vi vælger tit aktiviteter med bevægelse i, siger han og nævner folkedans som eksempel.

Svend Aage Nielsen ansat so ny forstander i foråret 2016 efter en årrække som lærer på skolen, og i efteråret blev Mads Bang Jensen ansat som viceforstander. Makkerparret kan se tilbage på et første år med god udvikling på skolen, både i elevtilgang og generel drift.

- Vi er meget bevidste om, at et efterskoleophold er dyrt for forældrene, og derfor skal vi gøre vores allerbedst for at levere en god vare, fastslår han.

Udover udvidelsen med yderligere tre værelser er tagkonstruktionen renoveret over det seneste år, og på drengegangen er toiletterne blevet renoveret, så de fremstår mere tidssvarende.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste