Han Herred Bogen blev lanceret i Brovst

16. december 2017 kl. 10.43

Som noget nyt i år dannede Sport & Kulturcenter en fin ramme om udgivelsen af Han Herred Bogen. Ellers har herregården Bratskov gennem de foregående 22 år lagt stuer til præsentationen af den lokalhistoriske årbog for Øster og Vester Han Herred. Forfattere, redaktører, redaktionsudvalg samt medlemmer af Lokalhistorisk Samvirkes styrelse og øvrige faste udvalg - 68 mennesker i alt - deltog i festlighederne, og der var synlig begejstring over såvel Han Herred Bogen 2018 som over det lokalhistoriske fællesskab, der strækker sig over 24 sogne mellem Øland i øst og Vesløs i vest.

Borgmester Mogens Gade bragte indledningsvis en hilsen fra kommunalbestyrelsen:

- Her i Jammerbugt Kommune kendes vi ved historien, og vi véd, hvor vigtigt det er at have både »rødder og vinger«, fastslog borgmesteren, der samtidig roste det store folkelige arbejde omkring lokalhistorien i Han Herred.

Redaktør Ejgil Bodilsen introducerede indholdet af Han Herred Bogen 2018 og fastslog, at 23. udgave i lighed med tidligere årgange er en broget vifte af fortællinger om mennesker, der har »Han Herred i hjertet« til fælles. Samtidig præsenterede han alle bidragyderne til de 18 historier, som har fundet vej til årgang 2018.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste