Billede beskrivelse

Hæder for 40 år i samme bestyrelse

JUBILÆUM: Erik Jørgensen takker af efter fire årtiers bemærkelsesværdig indsats til gavn for Gøttrup Kultur & Forsamlingshus

06. november 2019 kl. 12.00

FJERRITSLEV: 40 år i samme bestyrelse. Det må siges at være lidt af en bedrift og kan bedst betegnes med ord som trofast og pligtopfyldende, ikke mindst når det gælder Erik Jørgensen, der nu takker af som medlem af bestyrelsen i Gøttrup Kultur & Forsamlingshus, heraf de sidste 30 år som næstformand.

Erik Jørgensen blev hædret ved årets generalforsamling i det hus, hvor han har tilbragt utallige timer i de forgange fire årtier. Hæderen gjaldt også hans kone, Nora, der har stået bag ægtefællen og selv taget sin tørn med at få alt i forsamlingshuset til at fungere på bedst mulige måde.

− Jeg har siddet i bestyrelsen sammen med Erik i ca. 38 år. Han har været meget pligtopfyldende og altid stået forrest i køen, når der var noget, der skulle laves. Og Nora har givet ligeså stor en hånd med. Det vil næsten være en umulighed at finde nogen, der vil gøre sådan en indsats i dag, fastslår kasserer Charles Lolholm og tilføjer, at bestyrelsen nu mangler et medlem, efter at Erik Jørgensen er trådt ud.

De to dannede i mange år et makkerpar, mens Charles Lolholm var formand, og Erik Jørgensen beklædte posten som næstformand. I dag varetages jobbet som bestyrelsesformand af Frank Møller Fransen.

Erik Jørgensen var indtil efterlønsalderen ansat som gravemester ved Fjerritslev Kommune.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste