God hygiejne på Gjøl Havn
Corona: På Gjøl havn er der gjort klar til at turisterne kan komme med deres medbragte kaffekopper og få vasket hænder i servicebygningen
På Gjøl Havn er der gjort klar til, at turisterne kan komme med deres medbragte kage og kaffekopper og nyde udsigten på nogle af de mange borde-bænkesæt, der er sat frem til sæsonen.
Jammerbugt Kommune har også besluttet at åbne den lokale servicebygning på havnen, hvor gæsterne kan benytte toiletterne og vaske hænder både før og efter kaffen og toiletbesøg.
Flemming Sørensen, der er opsynsmand på Gjøl Havn, har i de seneste 14 dage haft travlt med at gøre klar til de mange mennesker, der på en solskinsdag starter bilen og for at køre en tur til det lille fiskerleje og nyde udsigten, drikke en kop medbragt kaffe og måske gå en lille tur på havnen.
Flemming Sørensen oplyser, at de fleste turister på Gjøl kommer i bil eller på cykel eller motorcykel, men når vejret arter sig, kommer der ofte gæstesejlere, lystfiskere og kajakroere i havnen.
- Og selvom der er coronakrise kan en lille familie måske godt finde på at sejle en tur fra Aalborg eller Nibe for at se til Gjøl, - og så skal de jo have mulighed for at komme i servicebygningen, tilføjer Flemming Sørensen.
På døren til servicebygninger bliver der gjort opmærksom på, at gæsterne skal holde afstand og sørge for god hygiejne, og Flemming Sørensen vil også holde øje med, at der er rent og ordentligt i de offentlige faciliteter.