Gniskes kutter holdt flyttedag
Kutteren Liv – kendt som Jonny ”Gniske” Olsens båd i Gutterne på Kutterne - kørte onsdag ud på sit sidste togt.
Turen gik fra Thorup Strand til Slettestrand, hvor Liv nu går et nyt liv i møde som vartegn for Rønnes Hotels nye mini-golfbane, der åbner til påske.
Flytningen var en stor operation, der tog det meste af dagen. Liv vejer 25 tons og er lige så bred som de små veje langs Jammerbugten. Heldigvis var der ingen broer på strækningen, så særtransporten gik smertefrit i hænderne på erfarne folk fra vognmandsfirmaet Erling Andersen i Randers.
Midt på eftermiddagen var Liv så på plads foran Rønnes Hotel ved Kystvejen i Slettestrand. Den sidste del af operationen var ikke uden udfordringer, for grundvandet står højt i Slettestrand, så krofatter Kenneth Petersen måtte trække i waders for at få Liv lagt til rette på nye bedding.
Trænger til lidt maling
- Liv ser endnu lidt pjusket ud efter at være oplagt i Thorup Strand i flere år, men når først træværket bliver tørt i sommerens løb, skal hun have en grundig gang maling, lover Kenneth Petersen.
Helle og Kenneth Pedersen købte sidste år Liv på den tvangsauktion, der blev følgen af Jonny Gniske Olsens medfødte hjertesygdom, som for et par år siden førte til, at han fik nyt hjerte.
Jonny Gniske har det fint i dag i det nye liv som invalidepensionist – og han overværede heller ikke flytningen, for han var stukket til havs med de gamle fiskerkolleger onsdag, hvor en blikstille Jammerbugt gav alle muligheder for det givtige torskefiskeri.
Byggetilladelse
Siden Helle og Kenneth Petersen sidste år købte Liv, har de været travlt beskæftiget med at få alle tilladelserne på plads til at stille båden op foran Rønnes Hotel.
- Man skal faktisk have både byggetilladelse fra kommunen og godkendelse fra Naturstyrelsen til sådan et projekt. Vi har da også mødt stor velvilje både hos kommunen og hos andre myndigheder, men det er mange papirer, der skal på plads i dagens Danmark, når man taget et initiativ, fortæller Helle Petersen.
- Men vi gav ikke op, for Liv er perfekt som vartegn for den nye minigolf-bane, der er bygget over et havmotiv og understreger Slettestrands tætte tilknytning til Jammerbugten.
- Nu skal vi lige have de allersidste detaljer på plads, så den nye minigolfbane kan åbne til påske, når sæsonen for alvor går i gang.