Glasslottet kan ses i Pandrup Kino
Pandrup Kino viser fra 23. til 27. november klokken 19.00 samt i dagkino fredag 24. november klokken 10 filmen Glasslottet.
Filmen er baseret på Jeanette Walls bestseller, en selvbiografi om hendes opvækst og den særlige kærlighed, loyalitet og styrke, der var i hendes familie på trods af svigt og druk.
Jeanette (Brie Larson) har skabt et fantastisk liv for sig selv som skribent i New York med lejlighed på Park Avenue, men da hun en dag konfronteres med sin mor, flyder minderne frem om en opvækst i en nomadefamilie domineret af fantastforældre, der ikke ville følge samfundets regler og endte med at svigte børnene undervejs.
Faderen (Harrelson) var, når han var ædru, karismatisk og intelligent og lærte børnene, at livet skal opleves, mens morderen (Naomi Watts) var kunstner og forfatter og hellere ville male end at tage et job eller forberede et måltid til sine fire børn.
På evig flugt fra gæld og FBI og på jagt efter et bedre liv lærte børnene at være omstillingsparate, at stole på hinanden og sammen finde styrken til at flytte hjemmefra, så snart de kunne.