Gjøl Jagtforening forbedrer faciliteter

11. juli 2018 kl. 11.21

På Gjøl ligger en jagtforening med 130 medlemmer, og det bliver en større og større forening. De har formået at sætte sig nogle mål for medlemmerne og udbygge med nye skydefaciliteter. Der er kommet nye skydehuse, så skytterne altid kan skyde i tørvejr.

- Der har også været et stort ønske om at få en sportingbane til foreningen, fortæller formanden for Gjøl Jagtforening, Mia Lund Leed.

Der er blevet gjort en ekstra indsats, hvor ildsjæle har formået at skaffe midlerne til en sportingbane.

Onsdag aften var mange samlet til skydning på banerne, og i den anledning var der også to store donationer til foreningen fra Spar Nord Fonden og SE Vækstpulje Nyfors.

Derudover har Danmarks Jægerforbund bidraget med et beløb til opførelsen af den nye bane. Sportingbanen er en ideel afløser for de traditionelle jagtbaner, hvor lerduerne letter ret forudsigeligt og ens hver gang. På sportingbanen kan lerduen komme fra 11 forskellige positioner. Fra siden, langs jorden, nedefra, oppefra, forfra og sågar bagfra. Akkurat som dyrene ynder at gøre det i naturen.

- Det gør sportingbanen til en meget mere realistisk træning, som ligner den rigtige jagt. Det er vigtigt, da formålet er blandt andet at øve jægerne, så vi undgår anskydninger under jagten, påpeger Mia Lund Leed.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste