Gjøl-familie har verdens bedste bedste
Sommerferie og overraskelser kan godt gå hånd i hånd. Det gælder også, når Fårup Sommerland holder bedsteforældredage og leder efter "Verdens bedste Bedste".
Mange børn havde nomineret deres mor eller far til titlen, og mandag 2. juli havde en komité i Fårup Sommerland fundet den heldige vinder. Udover den flotte titel fik vinderen og børnebørn en helt speciel VIP-tur i Fårup 4. juli.
Det var Jette Hosbond Klyver fra Gjøl, som havde indstillet sin mor Anne-Grethe Hosbond fra Randers til titlen "Verdens bedste Bedste".
I begrundelsen stod der blandt andet, at Anne-Grethe gerne henter børnebørnene - i alderen et, seks og ni år, så tit, tiden tillader det. Hun forkæler dem, og de sover gerne hos hende i campingvognen.
Jette Klyver inviterede sin mor med i Fårup Sommerland sammen med hele familien uden, hun vidste noget som helst. Straks da de ankom til parkeringspladsen, fik de anvist en VIP Bedste Plads lige uden for hovedindgangen, og der var en stor velkomstkomité med selveste Egern og Pindsvin i spidsen og ansatte fra Fårup Sommerland, som alle var udstyret med Dannebrogflag. Den røde løber var rullet ud, og inde i Fårup var der et stort skoleorkester fra Sofiemyr Skolekorps fra Oppegaard i Norge som tog imod "Verdens bedste Bedste".
- Jeg er vildt overvældet og rørt over titlen, og sådan en velkomst havde jeg bestemt ikke tænkt mig, da jeg blev inviteret i Fårup Sommerland af min datter fortæller en meget overvældet bedste, Anne-Grethe Hosbond fra Randers.