Gjøl Borger og Erhvervs-forening i tilbagegang

BYENS LIV: Ny strategi skal tiltrække nye medlemmer

28. marts 2019 kl. 09.21

GJØL: Gjøl Borger og Erhvervsforening afholdt sin årlige generalforsamling på Gjøl Kro 20. marts.

Formanden Susanne Broeng fortalte i sin beretning at foreningen i 2018 havde haft et medlemstal på 30 private og 13 erhvervsmedlemmer, hvilket er en voldsom tilbagegang fra tidligere tider i 2017, hvor man havde cirka 130 medlemmer.

Bestyrelsen arbejder på at gøre foreningen mere synlig: Hvad står foreningen for, og hvilke arrangementer står foreningen bag. Dette sker for at tiltrække nye medlemmer, for uden medlemmer forsvinder muligheden for at lave aktiviteter til glæde for borgere og ikke mindst at tiltrække turister, lød budskabet.

Regnskabet blev gennemgået, og under gennemgangen af regnskabet, mente et medlem, at Troldemuseet havde et krav på kr. 10000,00.

Det skulle angiveligt være en donation, som var blevet lovet, når Troldemuseet var færdigt.

Dette gav en diskussion, som mundede ud i en afstemning. Afstemningen gav resultatet, at Troldemuseet skulle have pengene. Det betød, at der skulle tages penge fra kassen, som jo så ikke kunne bruges til andre aktiviteter.

Der skal skaffes medlemmer

Begge beretninger blev herefter godkendt.

Valg til bestyrelsen betød, at alle blev genvalgt. Der var kun et nyvalg, ide Claus Lie blev valgt som suppleant.

Bestyrelsen gav udtryk for, at den gerne vil arbejde videre med at gøre foreningen synlig. Det er et arbejde, der er nødvendig for at skaffe medlemmer, som kan sikre økonomien, for fortsat at lave arrangementer til glæde for borgerne på Gjøl, arrangementer som er åben og til glæde for alle.

Generalforsamlingen sluttedes med, at Jesper Rasmussen fortalte om sit projekt med at lave pensionat i tre cirkusvogne, et rigtigt spændende projekt, som kan være med til at trække flere turister til Gjøl.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste