Foreninger får flere støttekroner end sidste år
Mange foreninger i Fjerritslev kan efter alt at dømme se frem til at få endnu flere tilskudskroner til lokaleudgifter end sidste år.
Blandt andet Fjerritslev IF og Trekroner IF er blandt de helt store vindere, når der tikker penge fra Jammerbugt Kommune ind på kontoen. FIF modtager godt 600.000 kroner i lokaletilskud mod knap 500.000 sidste år. Trekroner IF modtager godt 300.000 mod knap 200.000 sidste år, men også KFUM-spejderne i Kettrup og Bonderup, Fjerritslev Motionscenter, Han Herred Hestesportsklub og Fjerritslev Tennisklub kan se frem til at få lidt flere tilskudskroner end sidste år.
Folkeoplysningsudvalget har godkendt forvaltningens forslag om fordeling af tilskudskroner, men inden pengene udbetales, skal de endnu en tur gennem det politiske system. Det er især antallet af de yngste medlemmer, der trækker op, når foreningerne søger om tilskud fra kommunen.