Billede beskrivelse

Forældre til kamp mod mobning

15. juni 2018 kl. 09.53

Forældre i Jammerbugt går ind i kampen mod mobning. Børns Vilkår og TrygFonden har udviklet et trivselsredskab, som nemt kan bruges på forældremøder.

Jammerbugt er blandt de kommuner i landet, hvor mobning er mest udbredt, da 8,6 pct. af eleverne i Jammerbugt oplever at blive mobbet ifølge den seneste trivselsmåling fra Undervisningsministeriet. Det er over landsgennemsnittet på 8,3 pct.

Men nu har 33 forældre til børn på 11 af kommunens skoler skrevet under på kampagnen #DeVoksnesAnsvar på Børnsvilkår.dk for at vise, at de er klar til at stille op i kampen mod mobning.

- Med deres underskrift signalerer forældrene, at de vil tage ansvar for trivslen på deres barns skole. Det er meget positivt, siger børnefaglig konsulent i Børns Vilkår, Sanne Lind, der opfordrer endnu flere til at skrive under.

- Sammen kan vi skabe sunde fællesskaber og stoppe mobning, før det sker. Forældre og lærere spiller her en afgørende rolle, siger hun.

Gode intentioner rækker ikke alene i kampen mod mobning. Derfor har Børns Vilkår og TrygFonden udviklet et trivselsredskab, der kan hjælpe forældrene med at sætte fokus på det gode fællesskab i klassen ved at drøfte forskellige dilemmaer.

- Redskabet er udviklet sammen med lærere, designet specielt til forældremøder og kræver ingen forberedelse. Vi håber, så mange som muligt har lyst til at gøre brug af det for at sikre et sundt fællesskab i børnenes klasse. Mobning er meget nemmere at forebygge end at bekæmpe, siger Sanne Lind.

Hun oplyser, at trivselsredskabet kan findes på bornsvilkar.dk/devoksnesansvar.

Forældre på følgende skoler ønsker at tage medansvar: Thorup-Klim Skole, Skovsgård Tranum skole, Skolecenter Jetsmark, Saltum Skole, Nørhalne Skole, Klim Friskole, Ingstrup Trivselsskole, Fjerritslev Skole, Brovst Skole, Aabybro Skole, Ørebroskolen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste