Billede beskrivelse

Forår, forelskelse og kærlighedssange

19. maj 2018 kl. 09.21

Efter en vinter og et tidligt forår, der viste sig fra den kolde og mørke side, er det nu for alvor blevet forår. Dette indbyder til en masse forskellige kulturelle arrangementer. Et af disse arrangementer finder sted i Kollerup Kirke torsdag 24. maj. Fjerritslev Bykor fejrer forårets og sommerens komme med en koncert. Repertoiret spænder vidt med en hel del sange til forårets pris. Programmet til aftenens koncert er delt op i fire afdelinger, der hver har sit tema: Forår, forår/forelskelse/kærlighed, engelske John Rutters lovprisning af verdens skønhed og til slut en afrunding med bl.a. Leonard Cohens "Hallelujah".

I løbet af aftenen vil der være mulighed for at lytte til kendte danske forårs- og kærlighedssange: "Kom maj, du søde, milde", "Det dufter lysegrønt af græs" - der dog har svensk oprindelse. Og mens vi er ved det svenske: "Så skimrande var aldrig havet". Fra den nyere danske sangskat skal nævnes Sebastians "Vårvise" og Alberte Windings "Lyse nætter".

Koret har en forkærlighed for den nulevende engelske komponist og tekstforfatter John Rutter. Han skriver meget kormusik, og Fjerritslev Bykor har en del af hans værker på sit repertoire både til jul og nu altså også til forårskoncerten. Hans musik er meget melodisk og letgenkendeligt, men alligevel med udfordringer for hele koret og de enkelte stemmer.

Som altid bliver Fjerritslev Bykor dirigeret af Kaj Pries, korets dirigent gennem 31 år. Han formår på bedste vis at fremhæve korets mange sider og kompetencer. Koret bliver ledsaget på klaver af dets faste pianist Anders Krogh.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste