Fokus på det lokale i båltalen
Initiativgruppen og Birkelse Borgerforening stod for Sankt Hans på oplevelsespladsen ved Ryå. Det var en begivenhed, der trak en del til i det gode vejr lørdag.
Årets båltaler var Marianne Andersen, som i sin båltale mindedes sin barndoms Sankt Hans-aftener, hvor familien pakkede madkurven og begav sig til et af de mange bålsteder i omegnen.
Marianne fortsatte med at opfordre til, at vi minder hinanden om, at det særlige sammenhold i småbyer som Birkelse og de mange frivillige kræfter og ildsjæle skaber rammerne for os alle. De gør byen og lokalsamfundet levende til stor glæde for både dem, som giver og de som modtager.
Der kæmpes og knokles foreninger imellem med nye tiltag og ideer for at holde liv i de små, afgrænsende dele af kommunen. Endnu større effekt ville kunne opnås, hvis de mange foreninger i fællesskab og godt samarbejde kunne afholde de mange arrangementer.
Marianne sluttede med at ønske alle en god Sankt Hans Aften og en god sommer og takkede for, at hun måtte tale i år.
Efter bålet var brændt ned, blev der spillet op til dans og hygge.