Fodslaw på tur i mosen
En smuk aften var hvad der mødte de 70 deltagere på Fodslaw Jammerbugtens motionstur ved Moseby. 20 grader, let sol og en frisk vind, kan man forlange mere? Turledere var Eli Andersen, Inge Lise Jensen og Herluf Trudslev, og det var en smuk tur i Mosen, de havde planlagt. Mange grønne stier blev benyttet til at komme rundt i alle afkroge af det store areal, som mosen dækker. Fuglesange fra mange forskellige arter lød på hele turen. Begejstringen kunne høres af den summen, der var ned gennem rækkerne.
Området er meget specielt med alle de gamle tørvegrave og mosehuller, som tidligere har leveret brændsel til tusinder af familier fra nær og fjern. Der blev hver sommer gravet mellem 10.000 og 20.000 tørv, så familierne kunne holde varmen om vinteren. Det var hårdt slid.
Vel retur ved tørvetoget ventede varme drikke og hjemmebag. Der var meget ros til turlederne.