Billede beskrivelse

Fodboldklub byder ukrainske børn velkommen: - Et par gummisko er nok

Hverken erfaring eller dyrt udstyr er nødvendigt for at spille fodbold i Birkelse Idrætsforening

14. marts 2022 kl. 18.27
Opdateret kl. 18.49

AABYBRO: "Kom og spil fodbold med os".

Sådan skriver Birkelse Idrætsforening i et opslag på både dansk og ukrainsk i den lokale Facebookgruppe.

Opslaget er nemlig rettet mod ukrainske børn, der, sammen med deres familier, er kommet til Birkelse og det omkringliggende område på flugt fra krigen i Ukraine.

- Når de her børn kommer fra den her skrækkelige krig og ikke rigtigt har noget ståsted og skal finde deres plads, så tænkte Johnny, Michael (ungdomstrænere i Birkelse Idrætsforening, red.) og tildels også mig, at når de alligevel kommer til området, så lad os da tilbyde dem, at de kan komme herover og vide, at de er velkommen og måske få et fællesskab, siger formand i Birkelse Idrætsforening, Lasse Lenskjold.

- Selvom de bliver taget godt imod, får mad og har tag over hovedet, skal børnene også ud at opleve noget fritid, sport og fornøjelse i den mørke tid, de går igennem, tilføjer han.

Klubben har i forvejen flere ukrainske medlemmer, som har boet og arbejdet i området i flere år. Der er imidlertid plads til mange flere.

- Det var meget nærliggende at byde dem velkommen i og med, at vi er en lille klub og altid kan bruge flere.

- Men grundlæggende var det medmenneskelighed, der fik os til at tilbyde det, fordi vi har rammerne til, at de bare kan komme.

Lasse Lenskjold fortæller, at man ikke behøver andet end et par gummisko for at deltage i fodboldtræningen.

- Skal de bruge støvler og alt sådan noget, finder vi garanteret også ud af det hen ad vejen, siger formanden, som heller ikke afviser, at klubben kan hjælpe med betaling af kontingent eller med udstyr.

Har man lyst til at afprøve fodbolden, kan børn mellem syv og ni år møde op ved Birkelsehallen i Aabybro på onsdage klokken 16.15-17.15. Børn mellem ti og tolv år er velkommen torsdage klokken 15.00-16.30.

Tilmelding er ikke nødvendig, og forældre må gerne tage med.

Billede beskrivelse
Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste