Flot 9. plads til Fjerritslev Skole
Fjerritslev Skole har netop haft et hold med i de Nordjyske mesterskaber i høvdingebold, hvor det blev til en 9. plads til holdet fra 5.a.
Holdet havde vundet et lokalt stævne, for at kvalificere sig til det Nordjyske mesterskab, der blev afholdt i Hjørring.
I dagene op til stævnet, havde hele klassen forberedt sig på at heppe på holdkammeraterne ved at lave flotte bannere og supporter trøjer magen til spilletrøjerne.
Holdet vandt den første kamp, hvorefter det blev til nederlag i resten af puljekampene, så da placeringskampene skulle spilles blev det en dyst om 9. eller 10. pladsen. Og denne kamp blev vundet uden problemer.
Undervejs i stævnet blev der hygget og spist madpakker på Lundergaardsskolen, hvor klassen faldt i snak med en elev, der havde sin leopard-gekko med, som eleverne til deres store interesse, fik lov at holde. Så nu står der sikkert sådan en fætter på mange af børnenes ønskesedler.