Inga Winther Heskjær driver Jammerbugt Ferie. Hun har været glædeligt overrasket over den store indlandske ferieaktivitet det seneste år. Foto: Ida Mehl Agerholm
Livet her

Flere danske gæster i Jammerbugten

Sidste år kom de danske gæster for alvor på banen

07. april 2021 kl. 14:42

HJORTDAL: Som sommerhusgæst kommer man til Jammerbugten for at finde fred og ro.

Knapt så roligt går det til hos Inga Winther Heskjær.

Hun driver og er stifter af Jammerbugt Ferie, der udlejer sommerhuse i Jammerbugten.

Sidste år kom de danske gæster for alvor på banen. Den dansk-tyske grænse var lukket til langt ind i juni, og det mærkedes på bureauet.

- De tyske gæster spiller en stor rolle, fortæller Inga og fortsætter:

- Deres ferieture varer ganske længe sammenlignet med de danske familier, som typisk booker et sommerhus i syv dage - eller tre dages miniferie. Tyskerne nyder derimod roen og pladsen ved Jammerbugten i op til tre uger i træk.

Inga Heskjær oplevede betydeligt flere danske gæster sidste år, så på trods af langt færre udenlandske gæster, havde Jammerbugt Ferie en ganske god sommersæson. Grundet den nuværende verdenssituation tegner der sig et lignende mønster i år, for mange danskere vælger stadig at holde sommerferie i Danmark

- Man skal være meget tidligere ude i år, fortæller Inga Heskjær. Det er nemlig snart ved at være sidste udkald, hvis man skal finde sig en feriebolig i sommerens højsæson.

De typisk danske ferieperioder har været booket ganske godt op, og sammen med ejernes egne ophold i sommerhusene har der været udsolgt.

Selvom bureauet er af beskeden størrelse med omtrent 115 huse til udlejning, er det markedsføringsmæssigt på højde med de store landsdækkende bureauer:

- Vi er nemlig at finde på de samme store udlejningsportaler, fortæller Inga.

- Den tætte kontakt med udlejere prioriteres utroligt højt hos os. Hvis vi ikke har glade og tilfredse ejere, har vi heller ingen tilfredse gæster. Vi har stor respekt for ejeres ønsker og tanker angående udlejning af deres sommerhus. Det er deres dejlige feriested. Denne fornemmelse skal gæsten også have, fortæller Inga.

Man finder både små sommerhuse uden fjernsyn og større luksuriøse huse med alt, hvad hjertet begærer hos Jammerbugt Ferie. Alle er de indrettet af udlejerne selv, og her handler det om at finde et sommerhus, der falder i ens egen smag.

- Når man tager i sommerhus, skal man gerne have følelsen af, at man er på ferie. Det gør man ved at slappe af og gøre ting, man har lyst til, siger Inga. Derfor er det bureauet, som står for den obligatoriske rengøring ved afrejse. Så kan gæsten bare nyde sin morgenmad i fred og ro, før turen går hjemad.

Når Inga Heskjær tænker på, hvordan det hektiske år 2020 forløb, kunne det bestemt være endt værre end tilfældet blev. Hun er meget lettet på sit erhvervs vegne.

- Vi har meget at være taknemmelige for, slutter Inga Winther Heskjær.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu