Fjerritslev Tryk fejrer 100 års jubilæum
Trykkeriet har været i familiens eje i 100 år, det bliver fejret 3. april.
1. april 1918 blev Fjerritslev Adresseavis og trykkeriet i Fjerritslev købt af skolelærer Jens Damsgaard Fjerritslev sammen med Michael Jalk, hvis andel Jens Damsgaard senere købte. Siden da har Fjerritslev Tryk været i familiens eje og 3. april fejres 100 års jubilæet med reception i trykkeriet.
Martin Eigenbroth, oldebarn af Jens Damsgaard, er i dag direktør i virksomheden og vil sammen med sin far, Peter Eigenbroth, står klar til at tage imod og vise rundt i trykkeriet - et sted, der gemmer på en duft af tryksværte og fortællinger om tusindvis af historier, der er strømmet ud af rotationspressen og ind gennem brevsprækkerne i hjemmene i Fjerritslev.
- Jeg er altid kommet i trykkeriet og har været på lønningslisten, siden jeg var fem år, fortæller Martin Eigenbroth.
De store maskiner, den tunge duft af tryksværte og fornemmelsen af, at der her blev produceret en avis, som havde betydning for folk i og omkring Fjerritslev, kunne bjergtage alle og i særdeleshed en lille dreng.
For Martin Eigenbroth var der aldrig nogen tvivl. Han hørte til her mellem maskinerne, trykpressens puls var hans hjerteslag - han havde ikke brug for at overveje andre uddannelser men var typograf fra inderst til yderst.
- For mig var det ikke et alternativ at få et almindeligt lønmodtager job, fortæller Martin Eigenbroth, der blev uddannet på Fjerritslev Tryk og senere læste økonomi og ledelse i København.
Fjerritslev Avis, som ind til 19ijjkk blev trykt af Fjerritslev Tryk, var ejet af Jens Damsgaard, som havde arvet avisen efter sin far, mens Martin Eigenbroths mor, Lene, havde arvet trykkeriet. I 1998 valgte Jens Damsgaard at sælge Fjerritslev Avis til Nordjyske, men trykkeriet blev hverken solgt eller lukket, selvom man i trykkeriet ind i mellem har været presset til at tænke nyt, efterhånden som den digitale tidsalder gjorde sit indtog.
- Det vigtigste for os var at sikre, at de arbejdspladser, der var ved trykkeriet, blev bevaret, fortæller Martin Eigenbroth, der i dag kan tælle 10 medarbejdere i virksomheden.
Gennem de 100 år har der været en enorm teknologisk udvikling fra trykpresse til rotationsmaskine og senest digital trykteknik med avancerede laserprintere. Lige som tiden har ændret sig er kunderne blevet andre. Mange af de tryksager, man tidligere producerede i trykkeriet, som blandt andet telefonbøger, er for længst historie, mens der i dag er flere, der vælger at udgive deres egne historier og erindringer som bøger. Markedet for Fjerritslev Tryk er under hastig forvandling. Alligevel er Martin Eigenbroth ikke i tvivl - der vil også være et Fjerritslev Tryk fremover, selvom det digitale marked vokser i kraft og styrke.
Det, der skal til, er at undgå at se den nye teknologi som en modstander, men i stedet omfavne den, forklarer Martin Eigenbroth, der ikke var i tvivl om, at han tog den rigtige beslutning, da han i 2014 købte trykkeriet af sine forældre.