Fjerritslev gjorde sig klar til rocken

06. august 2018 kl. 08.01

Hele byen emmede af musik og god stemning, da Fjerritslev fredag gjorde sig klar til årets store musikbegivenhed dagen efter.

Byens handlende bakkede op med at afholde Rock By Night, og Fjerritslev Kino viste animerede kortfilm ganske gratis. Så der var masser at komme i byen fredag eftermiddag og aften.

Fra scenen på krotorvet var der først musik fra Jammerbugt Kulturskole med bandet "Hot Black Coffee", der spillede op med solide klassikerhits fra 80’erne og 90’erne - godt blandet med mere moderne hits. På torvet var der hygge-stemning med kolde fadøl fra ikke mindre end tre udskænkningssteder. Mange "gamle" fra lokalområdet kommer tilbage til egnen i forbindelse med Vesterhavsrock og skulle da lige mødes med venner og kammerater fra dengang over en øl og noget godt musik.

Mad kunne der hentes fra flere steder i byen, idet der var opstillet et stort spisetelt på Super Brugsens parkeringsplads, hvor Slager Palle solgte revelsben, og byens vanlige spisesteder som kroen og pizzeriaerne havde også travlt med at levere mad til de mange besøgende.

Andre lokale bands fik også lejlighed til at varme op til lørdagens koncert rundt om i byen. Så der var musik at finde, uanset hvor man var i hovedgaden. Handelsstandsforeningen havde som vanligt mange tiltag til publikums underholdning. Denne aften var det med ballonklovnen Lars Gustav og "Den lille billedkunstner" samt Fjerritslev Fut, hoppeborge og den gamle markedskarrusel.

Klokken 18.30 kom Lune Carlsen med band på scenen og spille flot og gennemført Gasolin/Kim Larsen musik. Bandet blev præsenteret i samarbejde med European Tour-golfturneringen Made in Denmark.

Under hele arrangementet kunne man få sit armbånd til Vesterhavsrock påsat, så man kunne spare lidt ventetid dagen efter. Efter en kort pause til Lune Carlsen gik de atter på scenen og satte mere fart i musikken og den gode stemning, der varede ved et godt stykke ud på aftenen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste