Fiskerestaurant vil tilbyde weekendophold i Vester Thorup
Vester Thorup Fisk og Delikatesse har besluttet at åbne dørene for et helt nyt marked.
Restauranten vil fremover tilbyde weekendophold i den nærliggende koloni, der er ejet af Københavns Lærerforening. Bygningen står tom hen i store perioder af året, da den primært bruges til ferieophold for børn og unge.
Men i efterårs- og vintermånederne står den ubrugt hen. Derfor har der også fra foreningens side været stor interesse, da Eva Papsi henvendte sig.
- Vi har lavet en aftale om, at vi kun betaler leje for de uger, hvor vi har kunder, fortæller Eva Papsi, der er utrolig glad for ordningen, der giver hende mulighed for at fornemme, om der er et marked for det nye tiltag, uden at det vil koste en jetjager at prøve af.
- Det vil koste os nul kroner, hvis der ikke kommer gæster, forklarer hun.
I første omgang bliver weekendopholdene udbudt fra 1. november til 1. december og næste år vil der også være mulighed for at komme på weekendophold i første kvartal af 2018. Efterfølgende vil Eva Papsi og foreningen se nærmere på, om samarbejdet skal udvides og etableres som en fast ordning - men det kræver, at det bliver en succes, påpeger Eva Papsi, der drømmer om at kunne holde lidt mere liv i sin restaurant i vinterhalvåret end det er tilfældet i dag.
Ind til videre ser det ud til, at der er særdeles stor interesse for at komme på weekendophold nær det smukke fiskerleje, hvor man ikke blot er tæt på naturen, men også kan opleve fiskerne og deres hverdagsliv på tætteste hold. Noget, der har en særdeles stor tiltrækningskraft i sommermånederne, fortæller Eva Papsi, der har haft stor succes med restauranten, siden hun forpagtede den i starten af i år.
- Vi har i gennemsnit haft 250 betalende gæster om dagen, siden butikken slog dørene op i marts, fortæller Eva Papsi, der er lykkelig og taknemmelig for den interesse, der har været for at besøge hendes restaurant.
Faktisk har succesen været så stor, at der ganske enkelt ikke er mulighed for at betjene alle dem, der kommer forbi Thorup Strand for at se og opleve den virkelige kulisse fra tv-programmet Gutterne på Kutterne.
Nu håber Eva Papsi på, at hun med sit nye tiltag kan give dem, der drømmer om at se fiskerne "live" muligheden for at opleve livet i fiskerlejet i de mere menneskefattige måneder, så oplevelsen bliver anderledes - de besøgende skal med andre ord ikke stå som sild i en tønde for at komme tæt på kutterne og de arbejdende fiskere, men kan indsnuse duften af havvand, friske fisk og mærke vinden i håret, som det rent faktisk er. Og ikke mindst se det naturskønne område au naturel i sine efterårs- og vinterklæder.
Samtidig har hun også lavet en aftale med Johnny Olsen, der er blevet et kendt ansigt i hele Danmark efter programmet Gutterne på Kutterne, om at han holder foredrag i kolonien. Og i løbet af weekendopholdet, vil gæsterne blive inviteret ud på eventyr i naturen med picnickurv og varm kakao på termoflaske. Der er med andre ord ikke skortet på noget i planlægningen - men samtidig er det også så enkelt, at det, der bydes på, netop er essensen af det liv, der leves ved fiskerlejet.
Eva Papsi er ikke et øjeblik i tvivl om, at idéen om at tilbyde weekendophold vil få vind i sejlene, hvis blot folk giver tanken en chance - ikke mindst fordi der for hende ikke findes et skønnere område i verden end netop her, hvor hun ad omveje er landet.
- Der er simpelthen så smukt hernede, siger Eva Papsi, der drømmer om at gøre en forskel i lokalområdet - og at hun for alvor lægger kræfter i, kan ikke mindst ses ved, at hun, siden butikken åbnede i marts, kun har holdt en uges ferie, der i år blev placeret i efterårsferien.
Men at ferieugerne ikke ligefrem hænger på træerne som selvstændig i et lille lokalsamfund gør absolut intet, fortæller Eva Papsi, der har nydt hvert et sekund i butikken.
- At jeg forpagtede det her sted, er det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Jeg har ikke fortrudt et sekund, fortæller hun.