Billede beskrivelse

Firmaidræt med svømning er i gang i Jetsmark

02. december 2021 kl. 09.00

Efter corona-nedlukning og en større renoveringsperiode af Jetsmark Idrætscenters svømmehal og omklædning er det endelig muligt at komme i vandet igen for de mange deltagere i Pandrup Firma & Familie Idræts fornøjelige familiesvømning.

Det oplyser Søren Jensen, formand for Pandrup Firma & Familie Idræt, i en pressemeddelelse.

- Denne fredagsaktivitet har i 27 sæsoner været en fast optakt til weekenden for mange børnefamilier og bedsteforældre, der benytter eftermiddagen til en herlig fælles-dukkert i svømmehallens tre bassiner.

Ja, fredagssvømningen har for flere helt spæde børn været den første kontakt med vandet i mors eller fars trygge favn, skriver han.

Gennem kommende sæsoner ønsker man at skabe en tryghed ved det våde element, som helt sikkert kommer børnene tilgode senere i livet - og senest når skolesvømningen kommer på skemaet.

- Vores formål er at lære børnene de basale svømmekundskaber og opnå fortrolighed med vandet. Vil man lære noget derudover, er der andre, som er bedre til de end os. Men sammen med forældrene og vores livreddere kan vi give dem en god og positiv oplevelse ved at være i vandet – og det er også vigtigt, oplyser Bettina Bonde, som er formand for svømmeudvalget i Pandrup Firma & Familie Idræt.

- Vi oplever i dag, at børnene fra de første år, hvor vi havde familiesvømning i idrætscentret, nu vender tilbage som forældre til deres egne små poder. Det er vi meget stolte af – og ser det som et klart udtryk for brugernes glæde og gavn af denne underholdende vandtræning og fællesskab med familie og/eller venner.

Bettina Bonde har selv været med fra starten og driver i dag denne hyggelige vandaktivitet med en fast stab af frivillige værter og livreddere.

- Vi nyder at tage godt imod, når familien møder op - og tager os også pænt af alle, mens de hygger og boltrer sig i bassinerne. Det er med andre ord fornøjeligt både for deltagere og de frivillige på bassinkanten, mener hun.

Der er plads til alle i familiesvømningen. Hvis man blot vil svømme nogle baner, kan det fint lade sig gøre i det afgrænsede område. Hvis man i stedet vil være sammen med familie eller venner, kan man også sagtens finde sig en god plads i idrætscentrets varme bassiner.

- Vi glæder os til, at hele idrætscentret står færdigrenoveret til næste sæson, for det bliver helt fantastiske forhold i det nye center. I mellemtiden må vi alle leve med lidt logistiske uhensigtsmæssigheder – og det går helt fint. Vore deltagere er heldigvis mere motiverede for at komme i vandet - og lader sig ikke stoppe af en ikke helt optimal tilgang til bassinerne, oplever Bettina Bonde efter de første uger med familiesvømning.

Der er stadigvæk plads til flere både nye og tidligere medlemmer.

Som noget nyt har foreningen indkøbt SUP boards ved hjælp af et sponsorat fra Sparekassen Danmark - Fonden Hvetbo, som har støttet foreningen med fire komplette sæt til stand up paddle.

Med SUP aktiviteternes nuværende popularitet ville foreningen give deres deltagere en mulighed for at prøve dette.

- Vi har et hjørne af det store svømmebassin, som ikke bliver udnyttet så meget til familiesvømningen. Her kan man nu prøve sine evner af på disse oppustelige boards. Men ellers er disse ”brædder” også bare et fantastisk element i børnenes leg i vandet, mener Bettina Bonde.

Firmaidrættens dykkere, som er i svømmebassinet lørdag formiddag, kan også udnytte disse boards – blandt andet som platform til dykkerudstyret eller som afsæt, når der skal dykkes.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste