Festlig sankthansaften på Øland

25. juni 2017 kl. 09.59

Når midsommeren og sankthans fejres på Øland, så falder det som regel sammen med sommerens Ø-fest, så det bliver ekstra festligt med mange mennesker samlet i festteltet efter båltalen. Sådan var det også i år, hvor selv vejret artede sig nogenlunde. Dog ikke mere end at båltalen blev holdt indenfor i teltet af Hardy Lauridsen. Han er bestyrelsesmedlem i Netværk Øland, og Øland Medborgerhus, hvor sankthans blev fejret, er hans hjemmebane.

I sin tale omtalte han sankthansaften som myternes aften og gav et spædende indblik i baggrunden for, hvorfor vi i dag fejrer sankthans.

- Der er også myter i relation til denne aften om stærke naturkræfter sammen med lægeurter, om unge kvinder, der i drømme kan se deres tilkomne, hvis de plukker ni forskellige blomster og lægger dem under hovedpuden og også om sankthansormen. Den skal man passe på, for hvis den stikker en kvinde bliver hun gravid, advarede Hardy Lauridsen.

Han sluttede sin tale i nutiden og i lokalsamfundet.

- For tiden er der jo gang i kommunens turistprojekt "Drømmesnak i Limfjordslandet" og lokalt i en analyse om mulighederne for en købmand på Øland. Så nye ideer og tiltag skal modnes, i den ånd de er fremsat, gives en fornuftig behandling med lige dele optimisme og sund skepsis, fordi vi bor og lever i et udsat og skrøbeligt område, hvor denne holdning er nødvendig, hvis vi altså fortsat skal have et respektfuldt lokalsamfund.

Som altid sluttede aftenen med Øland-sangen for at styrke fællesskabet, men også fordi Øland har så mange sangkor og sangglade mennesker.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste