Fastelavn hos KFUM-spejderne

22. februar 2018 kl. 08.51

KFUM Spejderne i Aabybro mødtes spejderhytten, og mens børnene slog katten af tønden og hyggede sig i det fine vejr, mødtes forældrene i hytten for at afholde årets gruppemøde, hvor gruppens økonomi og aktiviteter i det forgangne år blev gennemgået, dels af kasserer Frank Nørgaard og gruppeleder Peer Nielsen og lederne fra de enkelte enheder.

Det er også her der er valg til grupperådet, som er spejdernes bestyrelse. I grupperådet sidder fem forældrerepræsentanter og en leder fra hver enhed.

- Året har budt på mange spændende oplevelser for spejderne, men den største må være sommerlejren i juli 2017 som foregik i Sønderborg sammen med 40.000 andre spejdere fra hele verden, berettede Peter der er leder for de store spejdere.

Af andre aktiviteter i årets løb blev nævnt gruppens fællesweekend tur i oktober og deltagelsen i distriktsturneringer for små og store.

Udenfor var der sat fire tønder op, og der blev gået til den af cowboys, skeletter, supermænd, snemænd og drager, så det varede ikke længe inden indholdet lå på græsset, og der kunne kåres kattekonger og kattedronninger.

Til sidst blev der serveret hjemmebagte fastelavnsboller og varm kakao.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste