Fascinerende børnekunst på biblioteket
Intet var overladt til tilfældighederne, da Fjerritslev Bibliotek fredag eftermiddag var vært ved et brag af en fernisering på bibliotekets nyeste udstilling, der med al tydelighed viste, at der er talent ud over det sædvanlige i Fjerritslev.
Kunstnerne bag værkerne var børn fra børnehaven Gl. Dalhøj, der i samarbejde med kunstpædagog Pia Graae havde kreeret de mest fantastiske værker lige fra en gummistøvlehund til popcornhjemmesko.
De mange kunstnere havde i dagens anledning stolt inviteret deres familier med og biblioteket var proppet til bristepunktet med børn, forældre og bedsteforældre, der alle som en var kommet for at tage udstillingen i øjesyn og det skabte stor glæde på biblioteket, hvor man fredag eftermiddag normalt ikke bliver løbet over ende af gæster.
Efter den første forbløffelse over de mange smukke værker havde lagt sig, gik forældre og børn i fællesskab på jagt efter de værker, hvert enkelt barn havde kreeret. Mange kunne stolt vise farvestrålende gummistøvlekunst og fantastiske kreationer på lærred frem for de stolte forældre.
En af dem var fireårige Sofie Vinther, der havde sin mor med til fernisering.
- Jeg har malet en sommerfugl, fortalte Sofie Vinther og fremviste stolt sit smukke værk af flagrende gul sommerfugl i omrids, malet med rund hånd.
Spurgte man børnene selv, var ferniseringen en kulmination på ugers arbejde givet godt ud.
- Det har været rigtig spændende, fortalte Ella Kornum, der blev bakket op af børnehaveveninderne Thilde Kronbo og Sofie Vadmand, som sammen havde hygget sig med at male og tænke ud af boksen.
Værkerne i sig selv kunne dog ikke holde børnenes koncentration ret længe - dem havde de jo selv betragtet længe - så mens forældrene snakkende kunne betragte, hvor meget kreativitet, deres børn rummer, gik børnene på jagt i bibliotekets mange gode gemmekroge og legerum.
Blandt børnene var Merle Krogh-Hansen, der bestemt var stolt af sin lillebror, Karl Johan, der også havde lavet meget smukke værker.
- De er rigtig flotte, så jeg tror, de er lavet med kærlighed, sagde Merle Krogh-Hansen, der lokkede sine mindre brødre og deres kammerater til fælles fange- og gemmeleg i biblioteket, inden dagen var slut og fernisering blev afløst af disney sjov og velfortjent fredagsslik.