Fantastisk pinsematch i golfklubben
Tidlig pinsesøndag var der aktivitet i Jammerbugtens Golfklub, da der i samarbejde med SuperBrugsen i Fjerritslev var arrangeret pinsematch.
Traditionen tro var der mange nye golfspillere med i matchen, da den afvikles i et format hvor der spilles på hold, og hvor vinderchancerne øges hvis holdets samlede handicap ikke er for lavt, hvilket nye golfspillere jo fint lever op til. Formatet vælges netop for at vise nye golfspillere fornøjelserne ved at deltage i en holdmatch, og for at give dem mulighed for at møde mange potentielle spillekammerater. Der mødte 14 hold op med 4 deltagere, så i alt 56 morgenfriske golfere fik morgenmad klokken 6 i Restaurant Golfen, så de kunne være klar på banen klokken 7. Undervejs var der god forplejning af matchens sponsor, så spillerne hverken manglede kulhydrater eller væske.
Efter de 18 huller var SuperBrugsen vært med frokost og uddeler Brian Thisted og formand Jytte Pedersen, delte flotte præmier ud til dagens vindere. Dagens sponsorer må have været tilfredse med afviklingen, for de sluttede af med at invitere til Pinsematch igen til 2019, til deltagernes glade klapsalver.
Matchen blev vundet af Lars, Anders, Rie og Connie, der fik både vin og kød. Der var vin og hjemmelavet spegepølse til andenpladsen og vin til tredje pladsen, samt en flot ølgave til spillerne der kom tættest på hul for damer og herrer. I anledning af Brugsens 125 års jubilæumsår, var der også en lille ekstragave til de tre vinderhold, der fik nye golfbolde, og håndklæde til golfbaggen.